Industritekniker: Den praktiske vej er den bedste
Industritekniker Casper Lind er 20 år og har hver dag ansvaret for tre højteknologiske CNC-maskiner på VP Maskinfabrik A/S i Hatting, som er underleverandør af komplicerede metal- og plastikemner til industrien. På CNC-maskinerne drejer og fræser Casper Lind emnerne, som bruges i fx levnedsmiddelindustrien, den grafiske branche, offshore, vindmøller eller biler.
Arbejder med koordinatsystemer op til 9 akser
Før Casper Lind kan trykke på den grønne start-knap på CNC-maskinen, har han brugt lang tid på at lave programmet, som skal styre CNC-maskinen og opsætning af værktøjerne i maskinen. Programmet kan laves som et ISO-program eller som et CAD-program ud fra en 3D-tegning.
"Udgangspunktet for al programmering er koder, som styrer maskinens bevægelser, og koordinatsystemer med fem akser: X, Y, Z, C og M - nogle gange helt op til ni akser. Det er matematik på et ret højt niveau, som hver dag udfordrer mig - og det kan jeg li´," understreger Casper Lind.
Programmerer en hel dag
Ved særligt komplicerede emner kan han bruge en hel dag på programmeringen, andre gange kan han klare den på en halv til to timer. Programmeringen og planlægningen af arbejdsprocessen kan laves på mange måder, og det er her industriteknikeren skal bruge al sin viden og erfaring.
Jeg får stort set nye opgaver hver dag, som jeg skal programmere, og det gør mit arbejde meget varieret. Jeg arbejder tit under tidspres, for jo hurtigere jeg kan løse en opgave, jo billigere bliver stykprisen på det, jeg laver.
Casper, Industritekniker
Det skal virke første gang
Når alle beregninger er på plads, og CNC-maskinen er programmeret, laver Casper Lind en prøvekørsel, så han kan teste, om han nu også har fået lavet de rigtige beregninger.
"Det er både dyre maskiner og dyre materialer, så den første kørsel kører jeg meget forsigtigt som en slags prøve. Nogle gange skal jeg justere i min programmering og herefter er det nemt at få maskinen til at masseproducere metalemnerne. Når det kun er et emne, jeg skal producere, så skal det virke første gang," fortæller han.
En tusindedel af en millimeter
Gennem hele arbejdsprocessen med både CNC-drejning og fræsning skal industriteknikeren være opmærksom på, at alt i maskinen går som det skal. Når de forskellige metalemner er færdigbearbejdet, skal de nemlig igennem en streng kvalitetskontrol. Her kontrollerer Casper Lind, at alle målene passer, og de skal være meget præcise.
"Vi arbejder med en tolerance på en my, som er en tusindedel af en millimeter. Det er derfor meget vigtigt, at jeg har lavet mine beregninger korrekt, og at jeg har planlagt de forskellige delopgaver i den rigtige rækkefølge. Har jeg ikke det, så kan jeg risikere at stå med et emne, hvor målene ikke passer - og det er spildt arbejde og fortjeneste for virksomheden," siger den unge industritekniker.
Vi arbejder med en tolerance på en my, som er en tusindedel af en millimeter. Det er derfor meget vigtigt, at jeg har lavet mine beregninger korrekt, og at jeg har planlagt de forskellige delopgaver i den rigtige rækkefølge. Har jeg ikke det, så kan jeg risikere at stå med et emne, hvor målene ikke passer - og det er spildt arbejde og fortjeneste for virksomheden.
Casper, Industritekniker
Målet er ingeniør eller maskinmester
Da Casper Lind skulle vælge uddannelse efter folkeskolen, overvejede han at gå i gymnasiet, fordi han en dag gerne vil uddanne sig til enten ingeniør eller maskinmester. Men der var flere argumenter for, at en erhvervsuddannelse var den bedste vej for ham.
"Industriteknikeruddannelsen er en god uddannelse, der åbner mange døre. Jeg tror også på, at den praktiske vej til at blive fx ingeniør, er den bedste. Gennem min uddannelse har jeg fået en forståelse for materialer og arbejdsmetoder, som jeg som uddannet ingeniør kan bruge, når jeg skal lave tegninger. Jeg har prøvet det, og jeg ved, hvad der virker - og hvad der ikke virker," siger han.
Jobbet
CNC-maskiner er produktionsmaskiner, som ved hjælp af computerprogrammering kan fremstille mange ensartede og komplekse dele i fx metal. Forkortelsen CNC betyder Computer(ized) Numerical(ly) Control(led) - på dansk Computerstyret Numerisk Kontrolleret.
Learnmark Business EUX
Åbent hus 23. januar 2025 kl. 19.00 - 20.00
Strandpromenaden 4C, Horsens
Learnmark Tech EUX
Infomøde 30. januar 2025 kl. 19.00 - 21.00
Vejlevej 150, Horsens
Vi ses!