Oplæring i udlandet (OPU)
Tag en del af din uddannelse i udlandet .
Når du har afsluttet grundforløb 2 på EUD Business eller studieåret på EUX Business, kan du ansøge om at tage en del af eller hele dit hovedforløb i udlandet.
Alle skoleperioder på hovedforløbet og den afsluttende prøve skal du gennemføre i Danmark.
5 gode grunde
Et oplærlingsophold i udlandet er en oplevelse for livet – både personligt og fagligt. Her er 5 gode grunde til, at du skal tage en del eller hele dit hovedforløb i udlandet:
- Du oplever et andet land og en fremmed kultur helt tæt på
- Du bliver bedre til sprog
- Du bliver mere selvstændig og viser, at du ikke er bange for at tage initiativ
- Du lærer nye arbejdsmetoder og at omgås mennesker med en anden kulturel baggrund
- Du bliver en mere attraktiv medarbejder.
Gennem et oplæringsophold i udlandet lærer du at begå dig på et andet sprog end dansk, og du prøver at bo og arbejde i et andet land. Det er faglige og personlige kvalifikationer, som mange virksomheder nu og i fremtiden vil efterspørge.
Vælger du en eller flere oplæringsperioder i udlandet, får du et afgørende forspring, når du er færdiguddannet og skal søge nyt job.
Det er fedt at stå på egne ben – og så få muligheden for at gøre det i München. Det lærer jeg rigtig meget af. Jeg får mange forskellige arbejdsopgaver og meget ansvar. Jeg har blandt andet ansvaret for, at en række konti på mange millioner euro er i balance og at udarbejde forskellige rapporter.
Frederik, OPU-elev i München
Sådan finder du en læreplads i udlandet
Der er forskel på, hvordan du søger en læreplads i udlandet. Det afhænger af, om du allerede har en læreplads i Danmark.
Hvis du ikke har en læreplads i Danmark
Hvis du ikke har en læreplads i Danmark, kan OPU-koordinatoren på Learnmark Business EUD & EUX fortælle dig om, hvordan du søger en læreplads i udlandet.
Du kan også bruge dit private netværk som fx familie eller venner til at finde en læreplads i udlandet.
Når du vælger at tage til udlandet uden at have en dansk læreplads, får du løn efter vilkårene i det land, du rejser til.
Hvis du har en læreplads i Danmark
Hvis du en læreplads i Danmark, kan du aftale med din arbejdsgiver, at du tager en eller flere oplæringsperioder i udlandet – fx i en af virksomhedens udenlandske afdelinger eller hos samarbejdspartnere i udlandet.
Du har mulighed for at gennemføre alle dine oplæringsperioder i udlandet, men det mest almindelige er at tage 3-6 måneder af din oplæringstid i udlandet.
Er du eller din virksomhed i tvivl om, hvordan I får styr på de praktiske opgaver i forbindelse med oplæring i udlandet, er I velkomne til at kontakte skolens OPU-koordinator.
Et typisk forløb fra idé til læreplads
Få et overblik over processen fra idéen til en læreplads i udlandet.
- Tilmeld dig OPU-ordningen via skolens OPU-koordinator – seneste tilmelding er typisk i løbet af efteråret.
- OPU-Sekretariatet indkalder dig til et interview, hvor du kort skal præsentere dig selv og dine ønsker og mål for en læreplads i udlandet.
- Når du er optaget i OPU-ordningen skal du skrive en ansøgning på tysk eller engelsk, som OPU-Sekretariatet sender til virksomheder i udlandet.
- Fra januar til slutningen af juni skal du være parat til at tage på en fælles ansættelsesrejse til Tyskland eller Storbritannien/Irland. Her er der planlagt ansættelsessamtaler hos 2-3 virksomheder, og der vil være flere, som skal til samtale i samme virksomhed.
Efter samtalerne prioriterer virksomheden dem, de har haft til samtale – og de, der har været til samtale, prioriterer virksomhederne.
Du kan få refunderet dine udgifter til transport. Spørg OPU-koordinatoren for mere info. - Før en virksomhed kan ansætte dig under OPU-ordningen, skal OPU-Sekretariatet forhåndsgodkende virksomheden. Forhåndsgodkendelsen indeholder blandt andet en beskrivelse af dine arbejdsopgaver og fungerer som en uddannelsesaftale. Derudover får du en ansættelseskontrakt fra virksomheden.
Oplærlingsperioden vil som udgangspunkt være et år. Efter det første år kan du forlænge oplærlingsopholdet med endnu et år, hvis du og virksomheden bliver enige om det. - Starttidspunkt aftaler du med din virksomhed. Det er i de fleste tilfælde i august.
I London er man ikke ret meget hjemme. Enten arbejder man, eller også er man social på en pub, nyder livet i en park eller ser nogle af byens museer. Vi var en del OPU-elever i London, som af og til mødtes til fx fredagsøl på en pub, og jeg mødtes også med mine kolleger efter arbejdstid.
Frederik, OPU-elev i London
Praktisk info
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info