27. november 2017
"Når jeg kommer hjem fra ATU ved jeg, hvorfor jeg går i skole"
Akademiet for Talentfulde Unge (ATU) er et tilbud til gymnasieelever i Region Midtjylland. To af dem er Sarah Maria Dahl og Casper Kanta Doktor, som går i 2. g på Learnmark Gymnasium HTX og HHX.
Hvad laver man på ATU?
Casper: Vi er omkring 200 ATU-elever, der mødes cirka en gang om måneden. Det kan være på fx Aarhus Universitet hvor lektorer og ph.d-studerende fortæller om den nyeste forskning inden for deres område, eller det kan være et virksomhedsbesøg, hvor vi får viden om virksomheden og internationale handelsforhold.
Der er både obligatoriske seminarer, og frivillige foredrag på universitetet, som vi kan deltage i, hvis vi synes, emnerne er interessante.
Sarah: Vi skal også deltage i en summer camp, hvor vi blandt andet arbejder med FN. Her skal vi blandt andet forestille os, at vi repræsenterer et FN-land i en diskussion om internationalt samarbejde. Det var vildt spændende!
Jeg har også deltaget i en frivillig studietur til London, hvor vi besøgte de kendte universiteter Cambridge og Oxford. På studieturen fik jeg virkelig åbnet mine horisonter i forhold til at studere i udlandet.
Hvad er det bedste ved at være ATU-elev?
Casper: Jeg har længe troet, at jeg ville uddanne mig til journalist, men gennem ATU er jeg blevet klar over, at der er mange andre spændende uddannelser. Jeg var med til et foredrag på Copenhagen Business School (CBS) i København, og det inspirerede mig meget.
Jeg har meldt mig til et frivilligt seminar på Danmarks Medie- og journalisthøjskole i Århus og tænker, at det kan være med til at be- eller afkræfte, om det er den vej, jeg skal gå – eller jeg skal supplere en bachelor i statskundskab med en overbygning på journalisthøjskolen.
Sarah: Det bedste ved at være ATU-elev er, at jeg er sammen med en masse andre unge, som også er videbegærlige – og som gerne vil bruge deres fritid på at opsøge viden ud over pensum.
Vi har været til et foredrag på humaniora om blandt andet dramaturgi og Ludvig Holberg. Bagefter var vi på Århus Teater, hvor vi så Erasmus Montanus. Det var meget spændende og noget, jeg ellers ikke ville have oplevet.
Hvad har du lært på ATU?
Casper: Når jeg kommer hjem fra ATU, ved jeg, hvorfor jeg går i skole, og det giver lige pludselig mening at gøre en indsats i fagene. Jeg skal jo bruge det, jeg lærer, i mine fremtidige studier.
Sarah: Jeg er blevet klogere på, hvilke retninger jeg kunne tænke mig at læse videre inden for – og hvilke jeg kan udelukke. Det bliver nok en naturvidenskabelig bacheloruddannelse fra universitetet med et eller to semestre i udlandet, men først skal jeg være færdig med HTX, og derefter vil jeg have et sabbatår.
Hvordan er det sociale miljø på ATU?
Casper: Det gør ikke noget, at ATU som regel ligger efter en lang skoledag, fordi vi har det sjovt sammen, når vi mødes. Jeg har fået en del nye venner og et godt netværk gennem ATU – fra Horsens til Aalborg.
Vi lærte også hinanden godt at kende, da vi var på summer camp. Her var der en masse sociale aktiviteter, samtidig med at vi deltog i forskellige seminarer og virksomhedsbesøg.
Sarah: Især efter studieturen til London, er jeg kommet til at lære de andre på ATU rigtig godt at kende – nogle af dem har jeg næsten daglig kontakt med. Alle er åbne og vil gerne møde nye mennesker. Det er ret fedt.
Jeg vil klart opfordre andre til at søge om optagelse på ATU – både på grund af det sociale miljø, og hvis man har lyst til at blive udfordret.
Fakta om Akademiet for talentfulde unge
Learnmark Gymnasium HHX og HTX har indskrevet 10 elever på ATU.
Eleverne er udvalgt på baggrund af deres motiverede ansøgning og deres særlige talent.
Deltagerne er tilknyttet ATU i to år fra midten af 1.g til første semester i 3. g.
Deltagerne får igennem ATU viden om de fire fakulteter: Sundhedsvidenskab, naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora.
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info