HHX-student Caspers tale til studenterne

Og til alle jer, der sidder dernede og tænker, hvem er ham taleren fra HHX, så vil jeg blot præsentere mig selv. 

Jeg hedder Casper Kanta Doktor. Jeg har gået i den ene psykologiklasse. Jeg har været elevrådsformand og elevrepræsentant i Learnmarks bestyrelse, og nu er jeg blevet spurgt, om jeg vil holde dimissionstalen som repræsentant for HHX-eleverne.

Da jeg kom i gang med at skrive talen, og jeg sad og tænkte over de emner, jeg kunne snakke om, kom jeg til at tænke på, at vi lige nu for første gang i 13 år ikke kommer til at skulle stå op til en hverdag, hvor vi skal i skole.

Jeg sad den anden dag og snakkede med nogle fra min klasse om gymnasietiden, og hvad vi har lavet, og vi endte med at sidde og grine over, at en af de sætninger vi har sagt allermest over de seneste tre år har været: ”Øhhh.. har du lavet opgaverne - fordi så skal du lige sende…” eller ”laver vi lige fælles-docs inden engelsk, så vi når at lave lektierne?”

Tak til Learnmark for at uddanne os unge, skønne studenter! Og tak til vores lærere for at have tålmodighed! Jeg tror, der har været mange morgenmoduler fredag morgen, hvor halvdelen af klassen har været væk - men alligevel har de fået os alle sammen med! 

Kære studenter - kære venner! 

Men selvom vi har stået her før - på vores folkeskole, måske på efterskolen og så her i dag, så er den her dag - for mig - helt særlig.

I børnehaven vidste vi, at vi skulle starte på noget, der hed folkeskole, i folkeskolen vidste vi, at vi skulle starte på noget, der hed efterskole eller ungdomsuddannelse - nu står vi her, og vi ved ikke rigtigt, hvad det hedder, det vi nu skal til at starte på.  

For manges vedkomne tror jeg, at det næste år kommer til at stå på sabbatår, hvor fast arbejde, højere løn end SU og en masse gode oplevelser og rejser kommer til at betyde meget.

Men hvad så efter? Hedder det universitet? Eller arbejde? Hedder det Horsens, Århus eller Købehavn? Måske hedder det endda for nogle USA eller Tyskland.

Og derfor mener jeg, at den milepæl, vi har sat bag os nu, er noget helt særligt. 

For det første er det den milepæl, der sætter gang i vores allesammens måske bedste sommer i vores liv, selvom vi måske ikke kommer til at kunne huske så meget fra den. 

For det andet er det den milepæl, der giver os andet end bare et dumt eksamensbevis, nemlig den famøse hat som vi har set frem til og snakket om i tre år. 

Og for det tredje er det den milepæl, som for alvor skubber os ud i det RIGTIGE liv.  

Men venner!

Som jeg siger til de brobyggere, jeg har talt med, så er det mavefornemmelsen, der viser retningen - og sådan skal det også være for jer nu. Så selvom mor og far siger, I skal blive revisorer eller advokat, er det jeres helt egen og unikke beslutning - og den bør de støtte! 

Så tag det med ro, og brug den tid, det kræver, at blive klar til at starte et helt ny kapitel, som I begiver jer ud på i jeres liv! 

Men lige nu skal I kigge op, se jeres kammerater i øjnene og ønske hinanden tillykke! Fordi vi er færdige - og ja, som Sune sagde i går til lærermiddagen, så er vi alle sammen forskelige!