7. oktober 2020
Ny uddannelse til fugemontør på Learnmark Horsens
I uge 43 starter den nye uddannelse som fugemontør på Learnmark Horsens. Der er 22 pladser på uddannelsen, som allerede nu har fået flere firmaer til at melde sig på banen med lærepladser og jobtilbud på den lange bane.
Uddannelsen som fugemontør er en realitet. Den 19. oktober 2020 starter Fugemontøruddannelsen på Learnmark Horsens. Både faglærte og ufaglærte er velkomne på uddannelsen, der varer halvandet år og veksler mellem skoleophold og praktik. Uddannelsen er kommet i stand efter intensivt samarbejde mellem Fugebranchen FSO, Byggeriets Uddannelser, DI Dansk Byggeri og 3F.
Det har været et stort ønske fra branchens side at få uddannelsen op at køre. Der stilles større krav til fugearbejde i dag end tidligere på grund af klimaskærm og nye måder at bygge på. Vi har store forventninger til den nye uddannelse, som ligger i fin tråd med vores eksisterende efteruddannelse.
Martin Christoffersen, formand for Fugebranchen FSO
Rift om fugemontør
Allerede nu er der rift om de kommende montører blandt fugevirksomhederne. Flere firmaer søger lærlinge, som vil tage uddannelsen, mens andre har sendt deres medarbejdere på skolebænken for at lære håndværket helt fra bunden. Den nye uddannelse er VEU-berettiget, så lønmodtagere eller selvstændige kan få godtgørelse, hvis de tager uddannelsen. Medlemmer af Fugebranchen FSO og DI Dansk Byggeri kan få yderligere 55 kroner i timen under skoleopholdet. Elever med langt til Horsens får desuden et tilskud på 500 kroner til overnatning og forplejning per dag, skoleopholdet varer.
Uddannelsen er ikke helt fyldt op, så det er stadig muligt at melde sig til. Vi søger både faglærte og ufaglærte. Vi har tilrettelagt uddannelsen, så alle kan gennemføre med succes, hvis de har interessen og viljen til at lære et nyt fag.
Jens Peder Guldberg, sekretariatschef i Fugebranchen FSO
Alsidigt job
Jobbet som fugemontør er ret frit. Du planlægger selv sin dag ud fra dine opgaver og kan opleve mange forskellige arbejdspladser i løbet af en arbejdsuge. Den ene dag skal du fuge fliser i et badeværelse, den næste dag skal der fuges døre og vinduer, mens tredjedagen kan byde på fugearbejde i et nyt køkken.
"Fugemontører arbejder på mange forskellige byggepladser, og er sjældent det samme sted lang tid ad gangen. Arbejdet i sig selv er ikke fysisk krævende, så du kan komme ind i branchen som helt ung eller midaldrende. Vi har også kvindelige montører, som er tiltrukket af præcisionen i håndværket og den frie arbejdsform."
Jens Peder Guldberg, sekretariatschef i Fugebranchen FSO
Der er fugearbejde alle vegne, og netop derfor er der også fuld fart på fugebranchen, hvor efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft stadig stiger på trods af Coronakrisen.
"Indtil videre har byggebranchen ikke været hårdt ramt af COVID-19. Der bliver stadig bygget en masse, og overalt er der brug for fugearbejde. Så fugebranchen er et godt sted at være lige nu."
Jens Peder Guldberg, sekretariatschef i Fugebranchen FSO
Fakta om uddannelsen
Startdato
Fugemontøruddannelsen starter på Learnmark Horsens den 19. oktober 2020.
Der er 22 pladser på uddannelsen.
Varighed
Uddannelsen varer halvandet år og består af skoleophold og praktik i en fugevirksomhed. Hvert skoleophold er på to uger.
Uddannelsen åbner for nye elever igen i efteråret 2021.
Godtgørelse
Uddannelsen er VEU-berettiget, så lønmodtagere eller selvstændige kan få godtgørelse, hvis de tager uddannelsen.
Medlemmer af Fugebranchen FSO og DI Dansk Byggeri kan få yderligere 55 kroner i timen under skoleopholdet.
Elever med langt til Horsens får et tilskud på 500 kroner til overnatning og forplejning per dag, skoleopholdet varer.
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info