26. april 2022
Elevråd holdt fed fest for 1500 unge
Icekiid, Kato, Sandra Hussein og Ude af kontrol satte fredag den 22. april 2022 gang i Learnmark-festen i Forum Horsens. Her fik 1.500 festglade elever til en totalt udsolgt fest gulvet til at gynge og hallen til runge, mens de hoppede og sang sammen med de fire artister.
Festen var arrangeret af skolens Fælleselevråd, som består af to elever fra hver uddannelse på skolen.
For Josephine Ege Andersen, medlem af Fælleselevrådet og formand for elevrådet på Learnmark Gymnasium HTX, har det været både sjovt og lærerigt at være med i både planlægning og afvikling af festen.
”Det har været megafedt at være med til at arrangere en fest for så mange mennesker! En fest, hvor der har været deltagere på tværs af uddannelser og fra alle skoler i Horsens.
Det er fedt at få et reelt ansvar, og at skolen stoler på, at vi kan leve op til det ansvar! Vi har blandt andet valgt kunstnere og har haft forskellige opgaver under festen. Nogle stod ved indgangen, nogle tog imod kunstnerne backstage, og vi hjalp med at rydde op. Vi har alle gjort et stort arbejde for at få solgt billetter, og det endte med, at der blev udsolgt. Det er ret fedt! Der var en rigtig fed stemning til festen, og det så ud til, at alle hyggede sig.”
Josephine, HTX-elev og formand for HTX-elevrådet