22. juni 2022
Fokus på perfekthedskulturen i dimissionstalen på Learnmark 10
Onsdag den 22. juni 2022 blev 98 elever fra Learnmark 10 fejret til en festlig dimission. Omdrejningspunktet i direktørens dimissionstale var perfekthedskulturen og vigtigheden af at gøre sig umage.
"Vi skal ikke gå efter at gøre det perfekte. Søger vi det perfekte, søger vi at gøre det, andre forlanger af os – det, som er normen i samfundet. Her kan vi glemme os selv, når vi er bange for, at der ikke må komme ridser i lakken, og vi dermed risikerer, at andre ikke kan lide os."
Det var nogle af de råd, som Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens, gav de 98 dimittender på Learnmark 10, da han holdt tale til deres dimission onsdag den 22. juni 2022.
Gør jer umage for jeres egen skyld
Forinden havde han talt om de mange krav, som unge stiller til sig selv - perfekthedskulturens uopnåelige høje mål om altid at kunne gøre det lidt bedre. Det er en kultur, som giver stress og mistrivsel, og som vi skal tage os i agt for.
”Det betyder dog ikke, at I ikke skal gøre jer umage. I skal gøre jer umage. I skal anstrenge jer og gøre det bedste. Det skal I gøre for jeres egen skyld, så I kan rette ryggen og være godt tilfredse med indsatsen. Det giver selvtillid og selvværd,” understregede Niels Yde.
Forventninger på ungdomsuddannelserne
Efter sommerferien fortsætter Learnmark 10-eleverne på ungdomsuddannelserne. Her kan de ifølge Niels Yde bruge det gode råd om at gøre sig umage.
”Uanset, hvor I skal hen, vil I blive mødt med en positiv forventning om, at I strammer jer an. At I gør det, så godt, I kan. At I engagerer jer i det faglige stof, i jeres nye klasse og tager medansvar for, at det bliver en god klasse. Jeg ved, det er store forventninger. Det er også tydelige forventninger, så I ved, hvordan I skal gøre jer umage,” sagde han og ønskede alle tillykke med veloverstået eksamen.
Du er noget særligt-priser
Til dimissionen fik en elev i hver klasse overrakt ”Du er noget særligt-prisen”, som går til en elev, der har gjort sig særligt positivt bemærket. Inden prisen blev uddelt fortalte Carsten Jakobsen, uddannelseschef på Learnmark 10.
”Denne pris handler ikke nødvendigvis om at klare sig bedst og få de høje karakterer, men om det allervigtigste: Den handler om at være menneske – at kunne indgå i et fællesskab, at bidrage til fællesskabet, at kunne samarbejde, at være en god kammerat, og ikke mindst handler det om at være i konstant udvikling, derfra hvor man er.”
Ny linje på Learnmark 10
Fra august 2022 kan eleverne på Learnmark 10 vælge mellem tre linjer: Plus 10, Student 10 og Erhverv 10. Plus 10 er den nye linje, hvor eleverne kan vælge op til syv forskellige valgfag sideløbende med, at de bliver dygtigere i dansk, engelsk og matematik og bliver afklaret om uddannelsesvalg.
”Gennem det øgede valgfagstilbud, som kommer alle Learnmark 10-elever til gode, får vi endnu mere fokus på de unges personlige og sociale udvikling og dannelse – og det er et særdeles vigtigt afsæt for dem, når de skal videre på en ungdomsuddannelse,” siger Carsten Jakobsen.
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info