18. november 2021
Learnmark Horsens får CSR-mærke for at tage socialt ansvar
Learnmark Horsens fik torsdag den 18. november 2021 overrakt mærket CSRpeople 2022, som er en anerkendelse af, at skolen går forrest og udviser et særligt socialt ansvar over for ledige, sygemeldte, unge og egne medarbejdere.
”Jeg oplever stor fleksibilitet og tillid til, at jeg løser mine opgaver. Jeg har et arbejde, som har en værdi for andre end mig selv, og jeg går hver dag hjem med en fornemmelse af, at jeg har gjort en forskel.”
Sådan fortæller Linda Arild Hansen, der siden september 2014 har været ansat i fleksjob på Learnmark Horsens. Her er hun 12 timer om ugen vejleder for elever med behov for særlig pædagogisk støtte.
”Det fungerer for mig at være i fleksjob. Det giver ro, at jeg har mulighed for selv at planlægge min arbejdstid, så jeg kan passe mine behandlinger eller skubbe en aftale, hvis jeg har en af de dårlige dage. Når jeg ikke arbejder fuld tid, har jeg også selv et ansvar for at blive en del af det kollegiale fællesskab, og det føler jeg bestemt, at jeg er,” siger hun.
Stor ros til medarbejdere i fleksjob
Linda Arild Hansen er en af i alt 25 fleksjobansatte på Learnmark Horsens. Netop den store andel af fleksjob er en af årsagerne til, at skolens har fået mærket CSRpeople 2022. Det er en lokal Horsens anerkendelse af virksomheder, der udviser socialt ansvar ved at tilbyde særligt tilrettelagte job til fx voksne, der ikke kan bestride et fuldtidsjob.
Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens, fik den 18. november 2021 overrakt CSRpeople 2022 til Horsens Inspire, der er et prisuddelingsarrangement for lokalområdets virksomheder. Bag CSRpeople står Horsens Alliancen og Jobtaskforcen.
”Jeg er stolt af, at vi har fået CSRpeople-mærket. Det er et skulderklap til alle medarbejdere på Learnmark Horsens. Det er også en anerkendelse af alle vores medarbejdere i fleksjob, som hver dag yder det bedste, de kan, set i forhold til de helbredsmæssige forudsætninger, de har – og det fortjener de stor ros for,” fortæller Niels Yde.
Verdensmålsskole forpligter
Learnmark Horsens blev i 2020 udnævnt til UNESCO Verdensmålsskole, og det forpligter ifølge direktøren også.
”Jeg er også bevidst om det ansvar, vi har som arbejdsplads med mere end 325 ansatte. Vi skal kunne rumme forskellige ansættelsesformer, så vi hjælper flest muligt tilbage på arbejdsmarkedet. Som verdensmålsskole skal vi udvikle undervisning, så vores elever får viden og holdninger, der kan være med til at fremme den bæredygtige udvikling. Vi er også en og skal i det helt nære være med til at leve verdensmålene ud. Derfor har vi fokus på at etablere anstændige jobs for dem, der ikke kan passe et ordinært job,” understreger Niels Yde.
Fokus på trivsel
Modtagere af CSRpeople-mærket skal leve op til en række krav. Udover at tilbyde fleksjob er det fx mulighed for at komme i voksenlære eller praktik, at virksomheden handler aktivt i forhold til at tilpasse arbejdstid og -opgaver, og at man arbejder aktivt med trivsel for alle medarbejdere.
”Vi har for nylig gennemført en omfattende arbejdspladsvurdering og afventer i øjeblikket resultaterne herfra. Når vi har dem, lægger vi sammen med skolens samarbejdsudvalg planer for, hvordan vi kan arbejde med at udvikle det sunde og gode arbejdsmiljø, hvor medarbejderne trives – det er ikke bare noget vi skal, men et indsatsområde, der er særdeles vigtigt for os,” siger Niels Yde.
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info