14. september 2021
Ledelsesværktøj til tømrerens værktøjskasse
Praktisk projektledelse i byggeriet er et nyt kursus målrettet faglærte i bygge- og anlægsbranchen. Det giver deltagerne redskaber, som de kan bruge i deres hverdag, og på fremtidige kurser sætter man yderligere fokus på ledelse og bæredygtighed i byggeriet.
”For mig var det vigtigt, at mit lederkursus tog udgangspunkt i byggebranchen. På den måde var det nemt at omsætte det, jeg lærte på kurset, til mit daglige arbejde som tømrer-sjakbajs.”
Sådan fortæller 28-årige Kasper Søndergaard Rasmussen, der er uddannet tømrer og ansat hos Torntoft og Mortensen i Horsens. Han har netop afsluttet kursusforløbet Praktisk projektledelse i byggeriet på Learnmark Efteruddannelse, og sammen med de øvrige deltagere på holdet har han nu flere værktøjer til at klare ledelsesmæssige udfordringer på byggepladsen.
Kurset er første skridt mod at blive byggeleder
Det var Kasper Søndergaard Rasmussens daværende chef, der opfordrede ham til at tage lederkurset, og selvom det var en travl periode i virksomheden, fik de planlagt arbejdet, så han kunne tage på i alt ni dages kursus fordelt på tre moduler over to måneder.
”Jeg har ikke set andre lederkurser, der er målrettet min branche, så dette kursus var en god mulighed for, at jeg kunne lære den ledelsesmæssige del af mit arbejde. Tanken er, at jeg på sigt skal være byggeleder, og her er Praktisk projektledelse i byggeriet et godt sted at starte,” understreger sjakbajsen.
DISC-profil sætter fokus på egen adfærd
På kursusforløbet er der tilknyttet to undervisere: En underviser med erfaring fra byggebranchen og en underviser med fokus på ledelse fra både det teoretiske og praktiske perspektiv. Det giver ifølge tømreren en god dynamik i undervisningen. Alle deltagere på holdet fik lavet en mini-DISC-profil, som gav dem en større viden om deres naturlige adfærd, styrker og motivationsområder.
”Det var både spændende og lidt skræmmende at få lavet DISC-profilen, men den har også givet stof til eftertanke. Det er en viden, jeg trækker på, når der opstår situationer på arbejdspladsen, som jeg skal agere på. DISC-profilen er det vigtigste værktøj, jeg har fået med hjem fra kurset,” siger Kasper Søndergaard Rasmussen.
Derudover har han også fået brugbar viden om god mødeledelse, og hvordan man sammensætter et godt team.
”Jeg har jo ikke arbejdet med ledelse før, og derfor var det også godt at være sammen med de andre deltagere, der kommer fra andre faggrupper inden for byggeriet. Her fik jeg især meget ud af at høre om forskellige måder, man kan løse den samme konflikt på,” fortæller han.
Rapport: Dårlig ledelse koster milliarder
Ifølge Lene Glyngø, der er chefkonsulent på Learnmark Efteruddannelse og en af underviserne på kursusforløbet Praktisk projektledelse i byggeriet, er der jævnligt rapporter og undersøgelser, der viser, at der i byggebranchen er behov for bedre planlægning og ledelse.
Senest er der kommet en ny forskningsrapport fra innnovationsfondsprojektet Revalue fra Aarhus Universitet. Overskriften på en artikel, der handler om konklusionerne i rapporten er: ”Dårlig planlægning i byggeriet koster 3,3 milliarder”.
”I artiklen fremgår det, at god planlægning og ledelse af byggepladsens arbejde er afgørende for at opnå høj produktivitet og få projekterne færdige til tiden. Det er netop de grundlæggende færdigheder, som deltagerne på Praktisk projektledelse i byggeriet, lærer, og som de kan udbygge på fx Den grundlæggende og den videregående lederuddannelse,” siger Lene Glyngø.
Mere fokus på bæredygtighed
Næste kursusforløb i Praktisk projektledelse i byggeriet starter den 25. oktober 2021, og her bliver der skruet op for fokus på bæredygtighed i modulet Ledelse af bæredygtig forretningsudvikling.
”Vi vil gerne give de kommende ledere på byggepladserne grundlæggende viden om grøn omstilling set fra et ledelsesperspektiv. Derfor sætter vi på kurset blandt andet fokus på, hvordan man kan identificere og planlægge optimeringsprocesser, som bidrager til virksomhedens bæredygtige udvikling,” fortæller Lene Glyngø.
Næste holdstart og pris
Læs mere om og tilmeld dig kursusforløbet Praktisk projektledelse
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info