18. maj 2022

Ny bestyrelse skal træffe store beslutninger

Tirsdag den 17. maj 2022 mødtes den nye bestyrelse på Learnmark Horsens for første gang. Her valgte bestyrelsesmedlemmerne Jesper Due til formand.

Salg af Strandpromenaden 4c og ny- og ombyggeri til et trecifret millionbyggeri på Stadionsvej 2 og Vejlevej 150. Det arbejde søsatte den forrige bestyrelse på Learnmark Horsens, og det skal den nye bestyrelse på Learnmark Horsens arbejde videre med. 

Bestyrelsen er udpeget for perioden 1. maj 2022 - 30. april 2026 og den afholdt konstituerende bestyrelsesmøde den 17. maj 2022. Her blev Jesper Due, administrerende direktør i Løvbjerg, valgt til bestyrelsesformand. 

”Det vigtigste for mig er, at vi som skole leverer så gode uddannelser som overhovedet muligt. Min rolle er at skabe optimale rammer for bestyrelsens arbejde. Målet er, at vi får så gode drøftelser som muligt, så en samlet bestyrelse kan sætte en fælles retning for udviklingen af Learnmark,” siger Jesper Due. 

Den nye bestyrelse på Learnmark Horsens består af medlemmer fra den forrige bestyrelse og helt nye medlemmer, og det ser den nye bestyrelsesformand som en klar fordel. 

”Det er en yderst kompetent bestyrelse, der består af dels erfarne medlemmer og nye medlemmer, der kommer med friske input og inspiration,” siger Jesper Due. 

Processen

I øjeblikket arbejder skolens ledelse og medarbejdergrupper på at konkretisere planerne for at samle Learnmark Horsens på to adresser. Der er en igangværende udbudsproces med henblik på salg af grunden på Strandpromenaden 4c. Derudover arbejder et arkitektfirma med en helhedsplan for udbygning og ombygning på henholdsvis Stadionsvej 2 og Vejlevej 150. 

I spidsen for dette arbejde står direktør Niels Yde, som ser frem til det kommende samarbejde med den nye bestyrelse. 

”Vi går en spændende tid i møde, og jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet sammen med den nye bestyrelse, hvor vi skal arbejde for et stærkt Learnmark Horsens med attraktive og fremtidssikrede uddannelser. Samtidig vil jeg også gerne takke den forrige bestyrelse for godt samarbejde og særligt den netop afgåede bestyrelsesformand Hans A. Sørensen for god dialog og sparring i en periode med særdeles store beslutninger,” understreger Niels Yde. 

Bestyrelsen i et holdbillede

Bestyrelsen på Learnmrak Horsens 

Jesper Due – formand og medlem af forretningsudvalget
Administrerende direktør i Løvbjerg og udpeget af Dansk Erhverv 

Brian Tollak Nielsen – næstformand og medlem af forretningsudvalget
Formand for 3F Horsens & Omegn og udpeget af 3F Horsens & Omegn

Lisbeth Torfing – medlem af forretningsudvalget
Byrådsmedlem for Enhedslisten og udpeget af byrådet i Horsens Kommune 

Frank Stjernholm Jensen
Faglig sekretær i 3F Horsens & Omegn og udpeget af 3F Horsens & Omegn 

Henrik Fausing
Formand for Dansk Metal Horsens og udpeget af Dansk Metal Horsens

 Jens Arne Pedersen
Tømrermester, Bytømreren Service A/S og udpeget af DI Byggeri 

Johnny Kristensen
Chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne og udpeget af TEKNIQ Arbejdsgiverne

Ole Kjær
Formand for HK Sydjylland og udpeget af HK Sydjylland

Theis Raaschou Andersen
Forskningschef på VIA University College og udpeget af VIA University College

Tine Valente
Medejer i Steel Products A/S og udpeget af DI

Lars Jensen
Underviser på Learnmark Tech – medarbejderrepræsentant

Nick Bruhn
Underviser Learnmark Gymnasium HTX – medarbejderrepræsentant

To elevrepræsentanter (nye vælges igen efter sommerferien)
Josefine Ege Andersen, elevrådsforman på Learnmark Gymnasium HTX
Andreas Møller, elevrådsformand på Learnmark Tech