24. juni 2022
OL-guldvinder gav dimittender på Learnmark Business EUD & EUX vind i sejlene
Anne-Marie Rindom, der har vundet adskillige titler, herunder OL-guld, i sin karriere som sejler, holdt fredag den 24. juni 2022 dimissionstale på Learnmark Business EUD & EUX. Her fejrede familie, venner, lærere og ledelse 110 dimittender.
”Du behøver ikke at være perfekt. Du skal bare være god nok.”
Sådan afsluttede Anne-Marie Rindom, sejler og OL-guldvinder, sin tale, da Learnmark Business fejrede 78 EUX-studenter og EUD-dimittender, der nu er på vej ud i lærepladser, job eller videregående uddannelser, og 32 kontorelever, der har bestået deres fagprøve inden for kontor.
At være god nok satte Anne-Marie Rindom i perspektiv, da hun fortalte om at have et mål, og at det kræver, at man er dedikeret og passioneret for det, man laver. Så når man længst.
”For nylig blev jeg fravalgt på et sejlsportshold, som jeg var virkelig glad for at være med på. Det gør ondt, det er hårdt, og det gav mig umiddelbart en følelse af at give op. Men det er netop i de situationer, man skal huske på, at intet er spildt og så længe man bliver på sin motorvej op mod målet og handler i overensstemmelse med de værdier, man har som person, så skal man nok nå målet,” fortalte Anne-Marie Rindom.
Man lærer altid noget
Sejleren fortalte om sine bedsteforældres generation, som levede i en tid, hvor der ikke var var så mange muligheder – vejen var brolagt, og man havde en retning. I dag bevæger verden sig i raketfart, og det gælder hele tiden om at holde sig opdateret, fordi målene flytter sig og mulighederne er meget mere mangfoldige.
”Det er derfor svært at vide præcist, hvad man gerne vil, men jeg synes, det er vigtigt at huske på, at livet eller de valg, man tager i livet, ikke er definitive. Har man besluttet sig for at gå i en retning, skal man ikke bekymre sig så meget, om det lige er det rigtige. Det kommer aldrig skidt tilbage. Uanset hvad, lærer man noget – noget man kan tage med sig videre,” pointerede OL-guldvinderen, inden hun afsluttede med et stort tillykke til alle dimittenderne.
Legater og fagprøvepris
Traditionen tro uddelte skolen også legater til elever, der både fagligt og socialt har gjort en ekstraordinær indsats. I år blev legaterne givet til:
- Fanebærerpris fra HK Sydjylland på 4.000 kr.: Lenea Anna Rhiger Sørensen, EUX-student
Legatet blev overrakt af Elsebeth Hansen, koordinator og faglig konsulent i HK Sydjylland - Løvbjerg Fondens legat på 3.000 kr.: Julie Winther Johansen, EUX-dimittend.
I forbindelse med sommerdimissionen uddeler Learnmark Business også årets fagprøvepris til en nyuddannet kontorelev, som har lavet en særlig god fagprøve. I år fik Simon Hvilsom, som er udlært hos Lowell Horsens fagprøveprisen, for en særdeles gennemarbejdet og fagligt velfunderet fagprøve. Her havde han arbejdet med kultur og medarbejdermotivation.
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info