1. november 2021
Rejsebrev fra legatmodtager Jakob i San Francisco
Jakob Hansen, HHX-student 2017, modtog før sommerferien et legat på 30.000 kr. fra Grethe og Henning Skov Jensens studielegat. Han har siden august studeret i Californien, og her kan du læse hans rejsebrev from overthere.
Først og fremmest vil jeg starte med at sige, at jeg trives rigtig godt på San Francisco State University, og at jeg nyder mit ophold fuldt ud med alt der følger med.
Så hvordan er det at studere i USA?
At studere i USA kontra Danmark er på mange måder meget anderledes. I Danmark, på Aarhus Universitet er jeg vant til, at al undervisning mv. er frivilligt i løbet af semesteret, hvor jeg i princippet blot skal møde op til den afsluttende eksamen, som er 100% afgørende for min karakter. Herovre, på SFSU, danner karakteren baggrund ud fra forskellige faktorer som fx hjemmeopgaver, midtvejseksamen(er) og afsluttende eksamener. Det er superspændende at prøve en ny undervisningsform, hvor man bliver testet løbende.
Hvad angår den faglige undervisning, så varierer mit tidsforbrug til hvert fag meget herovre. Eksempelvis er fagene ’Alternative Investment’ og ’Financial Risk Management’ mindre tidskrævende for mig. Et fag som ’Building Business Applications’ er mere udfordrende, fordi vi arbejder meget i computerkoder, hvilket ikke er noget, som jeg tidligere har berørt - det er alt sammen superspændende, og jeg suger alt den læring til mig, som jeg har mulighed for.
Det engelske sprog
Hvad angår min hverdag med det engelske sprog, så er det allerede blevet meget mere naturligt for mig. Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedringer, for det er der naturligvis - jeg har også 3 måneder tilbage endnu. Men at undervisningen er på engelsk, er generelt ikke nogen barriere for mig. Det område, hvor jeg kan mærke, at jeg har forberedt mig mest, er på det engelsk skriftlige niveau. At skrive mails, afleveringer, midtvejseksamener og så videre er blevet nemmere, da jeg allerede nu har udvidet mit ordforråd og sigter mod at bygge meget mere på.
Udveksling generelt
Mit udvekslingsophold lever fuldstændig op til mine forventninger, og jeg er lykkelig for, at jeg endte herovre. Jeg har udvidet mit sociale netværk enormt. Da jeg sad i flyveren på vej til San Francisco, kendte jeg i princippet ikke en eneste herovre, og i dag, en god måned inde i semesteret, har jeg venner fra store dele af verdenen, som jeg studerer og oplever den amerikanske kultur sammen med.
De kulturelle forskelle
På mange måder kan livet, byen, universitetet og generelt samfundet herovre sammenlignes med Danmark, og på den anden side er det alligevel så langt fra hinanden. Især uligheden har vakt min opmærksomhed herovre. En gåtur rundt i byen er nok til at give et indtryk af, hvor stor uligheden er - nogle kører i de nyeste biler samtidig med, at andre må overnatte på gaden. Jeg er klar over, at det til en vis grad er sådan i store dele af verden, men det er bare meget ekstremt herovre. Jeg er selv meget berejst, men har aldrig mærket det på samme måde, som jeg gør her.
Det er relativt dyrt at leve i San Francisco - hvad end det drejer sig om fx husleje, restaurantbesøg og almindelige indkøb i supermarkedet, så derfor vil jeg gerne sige tak til Grethe og Henning Skov Jensen endnu engang - legatet er en kæmpe hjælp!