Rektors tale til studenterne

Kære alle; alle jer, familie og venner, der er kommet for at fejre studenterne og først og fremmest: Kære Studenter!

I dag vil jeg holde en tale om, hvordan vi ser på verden. Men først vil jeg fortælle jer en lille historie om mig selv, og hvordan jeg kom galt afsted.

For 3 måneder siden var jeg ude at køre på rulleskøjter med min mellemste søn, og det var simpelthen så sjovt. Da jeg var yngre var jeg lidt af en haj til at stå på rulleskøjter. Og det tænkte jeg, at jeg stadig ville være. Vi gav den gas op og ned af vejene. Og på et tidspunkt blev jeg overmodig. Fik fart på og faldt forover. Og selv om jeg havde hjelm, håndleds-, albue og knæledsbeskyttere på, så slog jeg ansigtet hårdt i asfalten. Jeg knækkede mine briller, slog min pande og mit højre øje.

Og der sad jeg så på kantstenen og kunne ikke se noget som helst uden mine briller, og blod løb ned på mit tøj og på vejen. En meget venlig dame samlede mig op, og jeg kom på skadestuen, og snart i løbet af dagen, hævede mit ansigt op i en grad, hvor jeg ikke kunne åbne mit øje.

Den næste dag udspillede der sig et interessant scenarie: Med en kontaktlinse i det ene øje, men ikke i det andet, jeg gik ned gennem Søndergade på vej ned til optikeren, som heldigvis havde et nyt stel til mine knuste briller og folk så på mig med blanding af forbavselse, medlidenhed, væmmelse og venlighed; alle reaktioner som kunne skifte i løbet af få sekunder.

Sune Agger holder tale. Han står ved talerstol

Dagen efter skulle jeg deltage i en visionsworkshop på Learnmark med både elever og undervisere og jeg bed min forfængelighed i mig og kom. Der blev grinet lidt af mig, rystet på hovedet, og en elev var så sød at sige, at han synes det var modigt af mig at komme og at han i øvrigt havde respekt for det.

Og hvad vil jeg så fortælle med denne historie, ud over at det ville have gået fuldstændig galt og jeg er ikke sikker på, at jeg ville have stået her på samme måde som nu – trods alt klar i hovedet – hvis ikke jeg havde haft cykelhjelm på? Og at I, om ikke andet, så skal huske altid at bruge den der hjelm?

Jo, min egen lille og ubetydelige historie kom til at minde mig om, at det er utrolig nemt at blive slået ud af kurs; at miste fokus, og at det nogen gange ikke er ret meget, der skal til. Så kan du ikke rigtigt se, og du ser selv helt anderledes ud. At lige når du tror alting ruller derudaf, så kan tingene meget hurtigt se helt anderledes ud. Det gælder i det små, men det gælder også i det store.

Sådan har det på mange måder også været for jer i almindelighed og for den omgivende verden i særdeleshed i de tre år, I har gået på Learnmark Gymnasium HHX og HTX. Da I begyndte, rullede det derudaf med det gymnasielivet, grundforløb, introtur, Københavnertur. Verden var normal, økonomien bragede derudaf, men det var ikke noget man tænkte over, for sådan havde det været længe.

Vi nåede lige at holde den store Learnmarkfest her i Forum Horsens i jeres 1.g år i januar 2020 inden landet lukkede. I blev slået til tælling, vi blev alle slået til tælling, ja hele verden blev slået til tælling. Og nej, jeg kommer ikke til at gå ned i coronaen og dens genkomster, blot vil jeg sige, at jeg har været dybt imponeret af jer, og hvordan I har taklet afsavn, aflysninger og omstillinger.

Sådan da har fulgt et par slag mod asfalten som kom ud af det blå og overraskede os alle, i hvert fald hvis man ser det ud fra vores trygge ståsted i lille Danmark:

6. januar 2021 så vi i verdens ældste demokrati, nemlig USA, et kupforsøg, hvor meget taler for, at den siddende præsident efter at have tabt magten på ulovlig og uhæderlig vis forsøgte at opildne hans tilhængere og politisk allierede til at omgøre et demokratisk valg, altså begå statskup.
15. august 2021 faldt Kabul i Afghanistan til taleban, og de frihedsrettigheder som blandt andet danske soldater havde kæmpet for igennem 20 år, ser vi blive rullet tilbage.
24. februar 2022 gik Rusland ind i Ukraine, og startede den største landkrig i Europa siden 2. verdenskrig med et massivt antal dræbte, sårede og flygtende mennesker som resultat.
Vi står nu over for en inflation, som vi ikke har set mage til siden 1970’erne, og en usikker økonomisk situation. Og så har jeg ikke sagt et ord om klimakrise, som nok på den lange bane viser sig at være den største af vores udfordringer.

Jeg synes nok man kan tale om, at I har oplevet at stå på rulleskøjter og blive slået i asfalten, og I har kigget på en verden, der oplever det samme.

Jeg tror også, at det har gjort indtryk på jer ud fra mine samtaler med jer: At demokrati og fred ikke bare er noget, man kan tage for givet, og jeg ved at flere af jer synes, at det har rykket lige lovligt tæt på.

Jeg synes nok man kan tale om, at I er en generation som oplever, at det gode frie, oplyste, velstående liv ikke kommer af sig selv, men er noget man skal arbejde for.

Hvordan finder man så vejen i alt det?

Jeg tror faktisk, at vores land er godt rustet til det, og jeg tror, at I er rigtig godt rustede til det. Jeg ser ikke pessimistisk på fremtiden; jeg ser faktisk især håb og en stor tro på fremtiden, når jeg ser på jer. Jeg har oplevet jeres årgang, omstillingsparate, vedholdende, udholdende ud over al måde, når reglerne og rammerne endnu engang blev lavet om med enormt kort varsel, både når det gjaldt afstand og sprit; online eller blended learning, en eksamen, der blev lavet om.

I blev væk, når vi ikke måtte mødes, men I stillede også op og var med til at arrangere ekstra sociale arrangementer, da vi igen kunne ryste klassefællesskabet sammen. Jeres studieture blev aflyst, og det var et sort øjeblik for jer, men I kom heldigvis afsted senere på anden vis, og fik nogle rigtig gode oplevelser sammen.

Fem glade studenter på forreste række til dimissionen

I kunne få glæde ind i en trist situation, når elevrådet arrangerede en fredagscafé online men fik Hawaii-tema med parasoller i drinksene og blosterkranse om halsen.

Livmodet har I i den grad stadig haft. Jeg har oplevet jer som diskussionslystne, og når samfundet ovenpå coronanedlukninger har villet diskutere alkoholkultur med jer, har I også været klar og med gode argumenter. I er ikke bange for uenighed, men ser det som en styrke for, at vi til sidst finder de bedste løsninger.

I er selvstændige og handlekraftige, opfindsomme og innovative.

”Education is the most powerful weapon which you can use to change the world.”

Sådan sagde Nelson Mandela, på Madison Park High School i Boston, 23 June 1990, og når jeg er sammen med jer, så tror jeg at han har ret.

Jeg tror også at det er det, vi skal sætte vores lid til, når verden ryger i asfalten. At uddannelse er den værdi, der gør at vi kan navigere og finde løsninger. Både på hvordan vi skal opretholde frie, lige og oplyste samfund, men også når vi skal finde økonomiske og tekniske løsninger på klimakrisen.

I er en generation som har oplevet, at man ikke bare kan tage tingene for givet. At man kan blive slået ud af kurs. Og jeg tror sådan set, at I værdsætter de ting i vores samfund, som er noget værd desto mere af samme grund: at vi alle er det samme værd, frihed, demokrati. Men jeg synes også at I viser og har vist, at vi kan rejse os bedre og stærkere fra de slag til hovedet vi engang imellem får.

Og godt nok står jeg i modlys og kigger ud over jer, men jeg ser meget klart for mig i jer, et håb for fremtiden, og troen på at vi kan møde alle de udfordringer som kommer.

Og så vil jeg sige til jer: bare fordi man falder, så skal man ikke holde op med at leve livet! Op igen, og nyd turen og krilleret i maven! Livet er skønt, og jeg under jer i den grad fart og feltet og vinden i håret. Men også glade smil, uendeligt lange sommernætter med solen, der både går ned og står op.

I er en årgang sammen med dem som gik ud før jer og dem som kommer efter, som i sjælden grad har fortjent jeres studenterhue. Jeg glæder mig til at se, hvordan I vil præge den verden I går ud til. Jeg er sikker på, at I vil præge den positivt.