23. juni 2023
Anders Samuelsen til årets studenter: ”Drop karriereplanen”
Learnmark Gymnasium HHX & HTX slog fredag den 23. juni 2023 igen rekord, da den traditionsrige dimission blev afholdt i Forum Horsens med 349 HHX- og HTX-studenter og omkring 1.400 deltagere. Tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen holdt dimissionstalen.
Drop at lægge en karriereplan. Det virker ikke, og det er ikke en karriereplan, der gør jer lykkelige. Følg i stedet jeres hjerter og supplér med masser af vilje. Det I brænder for, vil bære jer langt og berige jeres liv. Det I brænder for, vil I også brænde fingrene på. Men det I brænder for, vil løfte jer. Det vil inspirere jer, og I vil inspirere andre.
Anders Samuelsen, årets dimissionstaler
Det var Anders Samuelsens klare råd til årets 349 nyudsprungne studenter fra Learnmark Gymnasium HHX & HTX.
Viljen skal være større end evnen
Den tidligere udenrigsminister og nuværende CEO i UV Medico havde også et andet råd med i dimissionstalen til studenterne. Det tog afsæt i mesterbokseren Muhammad Alis ord: ”Mestre skabes ikke i træningslokalet.”
Mestre skabes af noget dybt inde i os selv. Et behov, en drøm, en vision. Men viljen skal være større end evnen, ellers lykkes det ikke. Jeres vigtigste gave er derfor ikke jeres talent, men jeres vilje. Hold fast i det.
Anders Samuelsen, året dimissionstaler
Herefter bad han studenterne om at hylde de lærere, der har brændt for at hjælpe dem på vej, og alle i Forum Horsens kvitterede med en lang og velfortjent klapsalve.
Studenternes tale til kammeraterne
Fra talerstolen holdt to nybagte studenter tale til deres kammerater. Det var HTX-student Maria Nylander Hansen og HHX-student Alberte Victoria Winther Nielsen. Her talte de om fællesskab, forskellighed, fordomme og alle de gode minder, de hver især tager med sig efter tre uforglemmelige gymnasieår.
Pede B freestylede til topkarakter
Det musikalske indslag til dimissionen var Pede B, som med egne ord ikke havde forberedt sig til dagens ’eksamen’. Han leverede i stedet en freestyle med udgangspunkt i stikord fra studenterne og dagens taler, og her blev både dimissionstaler Anders Samuelsen og rektor Sune Agger kærligt spiddet, mens han hyldede årets studenter.
Rektors fem gode råd til studenterne
Rektor Sune Agger tog i sin tale til studenterne udgangspunkt i en historie om en japansk soldat, Shōichi Yokoi, som under 2. Verdenskrig tjente på øen Guam i Stillehavet. Øen blev kort tid efter hans ankomst i 1944 erobret af amerikanerne, og eftersom soldater i den japanske hær havde lært, at man aldrig overgiver sig, gemte Yokoi sig i junglen. Her levede han i skjul, indtil to lokale mænd opdagede ham i 1972.
Yokoi er historien om, hvordan man kan blive fange af sin tid hele livet. På den ene side var han både trofast og ufattelig vedholdende. På den anden side var han forstokket og stillede ikke spørgsmål.
Historien om Yokoi handler for mig om, at man skal følge med tiden og være på vagt over for de dogmer, som præger ens egen tid. I følger med tiden. Ikke som en vindbøjtel, der bevæger sig ved hvert pust, men I er åbne for bedre argumenter, og tit er det jer, som kommer med det bedste argument.
Sune Agger, rektor
Og herefter gav han studenterne fem gode råd:
Lev frit, og lad ikke andre bygge fængsler i jeres hoveder. Lyt altid til det bedste argument. Hold fast i jeres kammerater, når der kommer modgang. Besøg junglen, men sørg for at komme ud af den. Begå fejl - I bliver faktisk klogere af at begå fejl – og af at erkende, I har begået dem.
Sune Agger, rektor