Rektors tale til HHX- og HTX-studenterne

Kære alle

Jeg plejer jo at sige ’kære elever’, men det er ikke rigtigt længere, som enhver jo kan se, så nu vil jeg sige ’kære studenter’! Kære familie og venner: Tillykke!

Jeg vil bruge denne dimissionstale til at fortælle en historie om en japansk soldat under 2. Verdenskrig. Jo, det vil jeg faktisk. Hans navn var Shōichi Yokoi, og han blev født i 1915. Han var sergent i den kejserlige japanske hær under 2. Verdenskrig, hvor han gjorde tjeneste på øen Guam midt i stillehavet. Der sad Yokoi i junglen under stillehavskrigen mod amerikanerne.

Yokoi ankom til Guam i 1943. Allerede i 1944 erobrede amerikanerne Guam. Her besluttede Yokoi at gemme sig i junglen i et hold på 9 andre japanske soldater.

Yokoi var jo soldat i den japanske hær, og her havde han fået at vide, at man ikke og aldrig overgav sig, man begik ikke og aldrig fejl, for så mistede man sin ære.

Så Yokoi overgav sig ikke.

Han skjulte sig. Gemte sig. Tiden gik i junglen. Man overgav sig jo ikke. 7 af de andre soldater fik dog nok og vovede sig ud af junglen. Men ikke Yokoi. Han blev. Nu var de kun 3 tilbage.

Men de holdt ikke sammen. De flyttede fra hinanden og boede forskellige steder i junglen, men besøgte dog hinanden. Dette stod på frem til ca. 1964. Altså 20 år efter, at amerikanerne havde erobret Guam. Her skete der det, at Yokois 2 soldaterkammerater desværre døde i en oversvømmelse.

Yokoi var nu helt alene. I 8 år mere levede han helt for sig selv i en hule i Guams jungle. Han levede af planter og jagt - omhyggeligt skjult, så han ikke blev opdaget af amerikanske soldater.

Om aftenen den 24. januar 1972 blev Yokoi opdaget af to lokale mænd. Yokoi troede hans liv var i fare, for Yokoi var jo stadig i krig med amerikanerne. Så han angreb dem. Det lykkedes dog de to mænd at overmande Yokoi, og de bar ham ud af junglen. 57 år gammel og næsten 28 år efter, at amerikanerne erobrede Guam.

28 år i junglen. 28 år alene, fordi man ikke overgav sig.

Yokoi troede nu, han skulle slås ihjel. Men mændene gav ham mad og tøj og fik ham hen på et hospital.

"Det er med stor skam, at jeg vender tilbage," sagde han, da han vendte tilbage til Japan i marts 1972. Det blev noget, man gik og sagde til hinanden i Japan, nærmest som et meme – I unge ved, hvad jeg mener. Hvis man havde været på ferie og kom tilbage til jobbet, så sagde man: "Det er med stor skam, at jeg vender tilbage," og så grinede man lidt af det.

Hvorfor blev Yokoi 28 år i junglen? Han forklarede selv: "Vi japanske soldater fik besked på at foretrække døden frem for den skændsel at blive fanget levende." Yokoi vidste i 1954 – altså 10 år inde i sit jungle-exil, at japanerne havde tabt krigen. Men det fik ham ikke til at tage hjem. Han ville tjene kejseren hele sit liv.

Yokoi døde i 1997. På hans gravsted står den sten, som oprindeligt blev bestilt af hans mor i 1955, da han første gang blev erklæret død.

Historien om Yokoi er historien om, hvordan man kan blive fanget af sin tid. Yokoi var en fange af sin tid hele livet. I 28 år levede han i junglen, fordi han havde fået at vide, at en japansk soldat ikke overgav sig. Da Yokoi kom tilbage til Japan i 1972, var det et helt andet land. Et land på vej mod en kæmpe opblomstring, industrielt, økonomisk, kulturelt, demokratisk, der førte til det fantastisk spændende land, Japan er i dag.

Hvad skal vi stille op med Yokoi? På den ene side repræsenterer han en umådelig trofasthed, en ufattelig vedholdenhed. Meget stærke egenskaber. På den anden side repræsenterer Yokoi også den ultimative forstokkethed, hvor man ikke stiller spørgsmål. Og derfor hænger man fast i sine idéer længe efter, at verden har overhalet dem.

Historien om Yokoi er for mig at se historien om, at man skal følge med tiden, og også at man skal være på vagt over for de dogmer, som præger ens egen tid.

Hvad er det i vores tid, som man om 30 år tænker tilbage på, og siger: ”Hvad var det dog, de tænkte på?” For jeg er sikker på, at lige som vi dømmer fortiden, så vil fremtiden også dømme os for vores blinde pletter.

For 30 år siden begyndte jeg i gymnasiet, og her lærte vi om global opvarmning. Men det var en tese, som blev præsenteret som én blandt flere, og vi blev også præsenteret for, at det hele var noget, som nogle forskere havde fundet på.

I dag ved vi bedre. Forskningen har slået fast, at klimaet ændrer sig, og vi kan i øvrigt mærke det, når vi går ud ad døren. De fleste griner i smug af de – i bedste Yokoi-stil – der holder fast i dogmerne fra 30 år siden om, at klimaforandringer er noget, som nogle forskere har fundet på.

Og jeg tror bare, I står super stærkt i forhold til de store forandringer, der kommer til at præge også jeres tid. I forhold til det grønne, så ved jeg, at I kan lave de både merkantile og teknologiske løsninger, der er nødvendige. I er innovative – jeg har selv set det gang på gang på skolen. Og I udfordrer dogmerne: Når nogen siger: ”Sådan er det,” så spørger I om: ”Hvorfor?” Jeg har set det og oplevet det, og det skal I blive ved med.

I følger med tiden. Ikke som en vindbøjtel, der bevæger sig ved hvert pust. Men I er åbne for bedre argumenter, og tit er det jer, som kommer med det bedste argument.

Historien om Yokoi er jo en vildt fascinerende historie, men også en tragedie. Historien om Yokoi er historien om en mand, som aldrig fik levet livet. Som gemte sig i en jordhule, da tingene gik ham imod. Lad være med at leve jeres liv, som Yokoi gjorde det. Jeg ønsker, at I ikke skal skamme jer over andres fejl, som Yokoi gjorde. Jeg ønsker, at I ikke blindt følger ordrer, som Yokoi gjorde.

Så mit råd til jer i denne dimissionstale må være:

Lev frit og lad ikke andre bygge fængsler i jeres hoveder.
Lyt altid til det bedre argument.
Hold fast i jeres kammerater, når der kommer modgang.
Besøg junglen, men sørg for at komme ud af den.
Begå fejl. I må godt begå fejl – og jeres ære tager ikke skade af, at I bliver klogere. Faktisk, så bliver I bare klogere af at begå fejl – og erkende, at I har begået dem.

Og måske vigtigst af alt: Lev det nu, det satans liv, som Steffen Brandt synger.

Jeres årgang ved, hvad et fællesskab betyder, og I har oplevet manglen på det, da I sad foran jeres computerskærme under corona.

I har lagt så meget energi i, at I vil hinanden, som vi senest så under sidste skoledag, hvor I arrangerede den bedste af slagsen, jeg kan huske i min tid på Learnmark Gymnasium. Og i går til huemiddagen på skolen, hvor var det en dejlig aften sammen med jer. Det har været vidunderligt at se jer blomstre, sådan som vi især har oplevet det i jeres 3.g. Da I kom af sted sammen på studierejserne i jeres klasser i starten af skoleåret, kunne vi mærke, at der bare skete noget med jer, og det har vi mærket lige siden.

Jeg ønsker jer eventyrlyst, og at I som opdagelsesrejsende udforsker både fjerne egne og nye sider af jer selv. Jeg ønsker jer virkelyst, gå-på-mod, og at I nogle gange kan være fanden-i-voldske fordi I vil noget.

Og vigtigst af alt, ønsker jeg jer liv, lykke og lyse sommernætter uden ende.

TILLYKKE MED JERES STUDENTEREKSAMEN!