6. februar 2023
Vellykket lærepladsmesse med 72 virksomheder
Tak til alle 72 virksomheder, der deltog i Lærepladsmessen arrangeret af Learnmark Business og Learnmark Tech! Tak for at bakke op om, at unge og voksne kan tage en faglært uddannelse i netop jeres virksomheder.
Og stor ros til de omkring 300 elever, der aktivt søgte lærepladser, afleverede ansøgninger og CV’er – vi håber, I snart kan underskrive en lærepladsaftale.
Det er vigtigt at uddanne elever til vores branche. Derfor er vi med id ag, og derfor har vi været med til mange lærepladsmesser på Learnmark Horsens. Der har været mange spørgelystne elever forbi i dag, og vi håber, at vi gennem messen her finder en elev inden for handel eller kontor.
Når vi ansætter elever, handler det rigtig meget om kemi - vi skal have en god mavefornemmelse. Og så skal de ville faget, have lyst til at tale med kunder og vise interesse for arbejdsopgaverne.
Flemming Klostergaard, forretningschef i Sanistål, Horsens
Vi deltager i lærepladsmessen, fordi vi gerne vil møde de unge og høre, hvad de tænker om deres kommende elevplads – og så er det jo en god mulighed for at vise REMA1000 frem og gøre opmærksom på, at vi eksisterer.
REMA1000 har omkring 400 salgselever i butikkerne og omkring 10 elever inden for fx løn, økonomi og logistik i baglandet. Vi lægger vægt på, at de går helhjertet ind i arbejdet, og at de brænder for det, de laver. Vi skal nok lære dem, det de skal kunne, bare de har viljen.
Giver de et godt førstehåndsindtryk og er der en god kemi, så er de godt på vej til en læreplads.
Der har været mange forbi vores stand i dag, og vi har modtaget en del ansøgninger til lærepladser i baglandet. Søger man læreplads som salgsassistent, skal man søge direkte i vores butikker.
Steffen Guldberg, elevansvarlig i Rema1000
Jeg har afleveret ansøgning hos både Jysk og YouSee. Det var ansøgninger, jeg havde skrevet hjemmefra, og jeg er så heldig, at jeg allerede skal til samtale hos Jysk i næste uge.
Begge virksomheder lægger vægt på, at der er et godt sammenhold og teamwork, og det passer mig godt. Arbejdet er jo en stor del af ens liv.
Jakob, GF2-elev på EUD Business
I EMR, Murer & Entreprenør har vi omkring 20 lærlinge inden for tømrer, murer, anlægs- og bygningsstruktør. Vi mangler 2-4 bygningsstruktørlærlinge, så jeg håber at få kontakt til nogen her på messen.
Vi har mange EUX-lærlinge, og dem er vi rigtig glade for. Mange af dem drømmer om at læse videre, og det kan man også i samarbejde med os. Det kan fx være til entrepriseleder eller beregner.
Firmaet har hovedkontor i Nørre Snede, men vi bygger i hele landet. Det betyder, at vi har en del udliggere i fx København, hvor de er afsted fra søndag til torsdag. Det ser nogle lærlinge også som en god mulighed for at prøve noget forskelligt, når de er i lære.
Hos os er en god lærling en, der har ambitioner, en der gerne vil lære nyt, en der er tager ansvar og er stabil.
Birgitte Majgaard, lønbogholder og HR, EMR, Murer & Entreprenør A/S
Vi søger 1 – 2 smedelærlinge, og det ser lyst ud, fordi en del elever har afleveret deres CV hos os i dag. Vi har i alt 4 EUD- og EUX-smedelærlinge, og de plejer at fortsætte hos os, når de er udlært.
Vi går efter nogen, der har hænderne skruet rigtig på, er nysgerrige, og som har snust lidt til faget. Karakterer går vi ikke så højt op i. Vi skal nok lære dem det praktiske, så længe de er åbne, og der er en god kemi. Det er også et plus, at de har gåpåmod og selvtillid, og så gør det ikke noget, at de laver sjov med produktionschefen.
Jesper Wulff, salgschef hos InMetal
Jeg har talt med EMR og afleveret en ansøgning hos dem Jeg synes, det har været en god messe, og jeg har fået svar på de spørgsmål, jeg havde.
Ramus, GF2-elev på tømreruddannelsen
Lærepladsmessen er en god måde at møde de unge og vise Hedema-flaget på. Her til messen er de unge mere på hjemmebane i forhold til, når de kommer ud i virksomheden for at søge læreplads. Det gør, at de er mere sikre, og at de kommer hen for at høre, hvad vi kan tilbyde dem.
Vi har modtaget 32 CV’er, som vi skal hjem og læse igennem. Vi har 10 – 11 elever og lærlinge, som svarer til cirka 13% af medarbejderne. Det er en stor procentdel, og det er vi glade for. Vi søger både kontorelever og lærlinge inden for lager og logistik, klejnsmed og industritekniker.
Attitude. Attitude. Attitude. Det er langt det vigtigste, når vi ansætter lærlinge. Vi ansætter ikke slendrianer. Har de pondus og viser interesse for faget, så skal vi nok lære dem resten.
Steen Rugholm, værkfører, Hedema