17. juni 2024
779 dimitterer i løbet af en uge fra Learnmark Horsens
Knapt 800 eksamens- og svendeprøvebeviser bliver på en uge overrakt til elever på Learnmark Horsens’ mange uddannelser. Mona Juul, formand for Det Konservative Folkeparti, og Kirsten Lolk Haarup, sektionschef Customer & People i Bilka Horsens, er blandt dimissionstalerne.
Den intense og spændingsfyldte eksamenstid kulminerer på Learnmark Horsens fra den 26. juni til den 3. juli 2024. Her fejrer familiemedlemmer, venner og medarbejdere på Learnmark Horsens studenter, dimittender og nyudlærte svende ved tre dimissioner og tre svendeprøveafslutninger. Det bliver markeret både med vajende dannebrogsflag, taler og festlige indslag.
Derudover fejrer skolen de unge og voksne, som afslutter deres grundforløb på henholdsvis Learnmark Tech EUD & EUX og Learnmark Business EUD & EUX. De kan nu fortsætte i en læreplads som fx kontorassistent, smed eller struktør.
Direktør Niels Yde glæder sig til en både festlig og højtidelig afslutning på skoleåret, og fejringen af studenterne, de unge og voksne, der har afsluttet hele eller første del af deres erhvervsuddannelse, og 10. klasse-eleverne, der nu er parate til at begynde på deres ungdomsuddannelse.
Vi markerer, at vores elever er nået til en milepæl. Hver især har de på vores uddannelser udviklet sig både fagligt og personligt, og nu skal de bruge det, de har lært, i nye sammenhænge. De kan trække på deres faglighed i fx erhvervslivet som enten faglærte, lærlinge eller elever, på videregående uddannelser, på udlandsrejser i deres sabbatår eller på deres ungdomsuddannelser, og de kan være stolte af det, de allerede har opnået.
Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens
Ny partiformand holder dimissionstalen på Learnmark Gymnasium HHX & HTX
Denne sommer bliver i alt 303 studenter på Learnmark Gymnasium HHX & HTX. Dimissionen holdes i Forum Horsens fredag den 28. juni 2024, hvor skolen forventer omkring 1.000 deltagere.
Mona Juul, der er nyvalgt formand for Det Konservative Folkeparti og bosiddende i Horsens, holder årets dimissionstale, mens Pede B står for det musikalske indslag. Derudover holder en student fra henholdsvis HHX og HTX elevernes tale til studenterne.
Bilka-chef holder tale for Business-studenterne
Learnmark Business EUD & EUX holder dimission på Stadionsvej 2 fredag den 28. juni 2024, hvor Kirsten Lolk Haarup, sektionschef Customer & People i Bilka Horsens, holder dimissionstalen.
Til dimissionen på Learnmark Business EUD & EUX fejres både de unge og voksne, som nu er klar til at fortsætte i en læreplads inden for detail, handel eller kontor, og dem, der har bestået deres fagprøve og dermed er færdiguddannede kontorassistenter.
Tre svendeprøver inden for industri og lager
I slutningen af juni og starten af juli afholder Learnmark Tech også svendeprøveafslutning for smede, industriteknikere, produktører og lageroperatører, som har bestået deres svendeprøve. I løbet af de næste måneder afslutter de deres oplæringstid i virksomhederne, og de kan kalde sig faglærte.
Learnmark 10
Dimission: 26. juni 2024
Dimittender: 174
Learnmark Business EUD & EUX
Dimission 28. juni 2024
EUD-Business: 35 EUD-dimittender
EUX-Business: 28 EUX-studenter
Fagprøve inden for administration og offentlig administration: 19 elever
Learnmark Gymnasium HHX & HTX
Dimission 28. juni 2024
HHX: 214
HTX: 89
Learnmark Tech EUD & EUX
Svendeprøveafslutning for 2 smede og 6 industriteknikere: 28. juni 2024
Svendeprøveafslutning for 3 nyudlærte lageroperatører: 27. juni 2024
Svendeprøveafslutning for 3 produktører: 3. juli 2024
Afslutter grundforløb 2: 206 elever (180 EUD-elever og 26 EUX-elever)
I foråret 2024 bestod 97 lærlinge deres svendeprøve inden for fagene murer, tømrer, anlægsstruktør, brolægger, bygningsstruktør, stenhugger og tagdækker.
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info