2. juli 2024
EUX-studenternes tale til dimissionen på Learnmark Business EUD & EUX
Her kan du læse EUX-studenterne Dictes, Maries og Josefines tale til dimissionen på Learnmark Business EUD & EUX den 28. juni 2024.
Kære medstuderende, lærere, familier og ansatte på Learnmark Business. Vi vil gerne starte med at sige hjertelig tillykke til os alle sammen! I dag står vi her med vores studenterhuer på hovederne, fyldt med glæde, forventning og forhåbninger om fremtiden.
Vi vil også gerne sende en varm hilsen til jeres familier. Tak, fordi I er til stede her i dag og er med til at gøre denne dag festlig og mindeværdig for os alle.
I dag er vores sidste mulighed for at tale til jer, og vi har valgt at give overskriften for denne tale "Mod". Hvis I kan huske dette ord i morgen, har I forstået kernen i vores tale. Med tanke på den uforudsigelighed, der venter os efter dimissionen, gentager vi det igen: Mod.
Vi står alle overfor en fremtid, der er fyldt med uforudsigelighed, og vi er blot unge mennesker, der venter på, at livet skal udfolde sig. Nogle af jer har allerede planlagt, hvad I skal efter sommerferien. Andre er måske stadig i tvivl, mens der er nogle af jer, der slet ikke har en idé om, hvad der venter jer.
Men det er her vi igen skal huske ordet: mod. Uanset, om I skal starte nyt job, ud at rejse eller måske stadig er i tvivl om, hvad I skal. Så lad os huske at bevare modet og ikke give op, uanset hvad der kommer vores vej.
Vi husker tydeligt den første dag, hvor vi spændte og forventningsfulde skulle træde ind i et klasselokale fyldt med nye mennesker. Det krævede mod af os alle at turde træde over dørkanten og starte et nyt kapitel i vores liv: nemlig studentertiden.
I dag, hvis vi skulle tænke tilbage på de sidste 2 år af vores liv, som vi har tilbragt her på Learnmark, så er det første, der kommer op i vores hoveder, vores fantastiske studieture til både København og Barcelona. Et utal af virksomhedsbesøg, hvor vi har set og hørt om virkeligheden, vi har oplevet teori møde praksis og lavet utallige ansøgninger, som vi alle har måttet skrive gennem tiden.
Vi har haft nogle uforglemmelige oplevelser sammen, som den gang vi næsten missede vores fly hjem fra Barcelona, fordi nogen - Carla - mistede sit pas og skulle igennem hele lufthavnen for at få det igen.
Så lad os huske de gode tider, som da vi kom for sent til første modul efter lidt for mange byture og lidt for meget Netflix. Eller den tid, hvor vi alle troede, vi kunne klare eksamen uden at åbne en bog - det var mod!
Og hvem kan glemme de uendelige gruppearbejder, hvor vi lærte, at teamwork betyder, at én person gør alt arbejdet, mens resten hepper på sidelinjen? Ja, vi har lært meget om livet her.
Og lad os være ærlige, vi har alle brugt lidt for mange penge på mad i kantinen og snacks i løbet af vores studietid, så en god fest er det mindste, vi kan gøre for at fejre alt det hårde arbejde.
Men det er også noget, vi tager med os – det har været en rejse fyldt med læring, selvopdagelse og personlig vækst på alle punkter og med en masse mod. Nogle klassekammerater har man fået tæt ind på livet, andre ... knap så meget ... men fælles for alle har vi været på den vildeste karruseltur, hvor vi alle har kæmpet med, pensum, afleveringer, studiepres og meget mere - det krævede mod.
Til sidst vil vi gerne sige en kæmpe tak til alle jer fantastiske og engagerede lærere og SPS'ere, der har været med os gennem de 2 år og har skabt de bedst mulige rammer både for vores skoletid, men også for vores fremtid.
Og en særlig tak til jer lærere, der altid troede på os - selv når vi måske ikke altid troede på os selv. Vi ved godt, at vores uendelige spørgsmål, sidste-øjebliks-afleveringer og lidt for lange pauser må have testet jeres tålmodighed mere end én gang.
Derudover vil vi gerne sige en tak til Lars Henrik. En person vi har haft mange lange samtaler med oppe på hans kontor, som egentlig bare skulle have været en samtale, der skulle tage 2 sekunder men blev til 10 minutter. Vores alle sammens uddannelsesleder, Lars Henrik, som med stor interesse og engagement har fulgt os alle sammen gennem vores dannelsesrejse de seneste 2 år. Stor tak til dig og din altid humoristiske tilgang til livet og situationer, som smitter af på menneskerne omkring dig. Du har altid haft en sjov historie eller en klog bemærkning, der kunne lette stemningen og få os til at smile.
Og, til vores medstudenter. Først og fremmest, kæmpestort tillykke med jeres huer, den klæder jer, og I har fandme fortjent det. Vi har grinet, vi har stresset, og vi har muligvis også drukket lidt for meget koffein (og måske lidt for meget andet). Nu er det tid til at fejre vores hårde arbejde.
Det er tid til at tage alt det, vi har lært, og anvende det i den virkelige verden. Vi er klar til at tage de første skridt ud i vores fremtid, og med det mod, vi har vist her, er vi klar til at træde ud af rammerne hos Learnmark. Så lad os fejre os, lade bekymringerne flyve væk og nyde denne tid fuldt ud. For i dag fejrer vi ikke kun afslutningen på en rejse, men begyndelsen på en ny.
Som Martin Luther King Jr. sagde: "Mod er at tage det første skridt, selv når du ikke kan se hele trappen." Vi vil nyde den kommende tid med alt dens festlighed, glæde og med stor sandsynlighed også masser af alkohol.
Nu skal vi ud og have lyn og bølger. Måske vågner vi op med tømmermænd i morgen, men det tager vi med.
Sidst, men ikke mindst, vil jeg lykønske jer alle og jeres fremtid. Tak for ordet! Vi ses udenfor murerne, hvor festen fortsætter!
Skål og tillykke til os alle!
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info