2. juli 2024
HTX-student Anes tale til studenterne
Kære alle lærere, forældre og medstudenter.
I dag står vi på tærsklen til for alvor at træde ud i verden. De sidste 3 år har vi kæmpet en kamp for at nå til dette øjeblik. Det har bestemt ikke været en dans på roser, men jeg tror, at jeg snakker for alle, når jeg siger, at det har været det hele værd.
For vi har ikke kun fået en studentereksamen. Vi har fået en masse læring, fantastiske oplevelser og venskaber for livet. Ja, nogle har endda fundet kærligheden.
Da vi i august 2021 startede på Learnmark, vidste vi ikke, hvad de næste 3 år ville indebære. Da vi sad i multisalen den første dag, kunne vi kun gisne om, hvordan vores gymnasietid ville komme til at se ud, og nu sidder vi her med huen på hovedet og eksamensbeviset i hånden.
Dengang tilbage i august 2021, kom vi alle fra vidt forskellige steder, med vidt forskellige baggrunde og med forskelligt indhold i rygsækken. Der var simpelthen ikke andet at gøre end at springe ud i det, uden at vide om man ville blive grebet eller ej.
Men man blev grebet, og vi landede alle sammen sikkert.
Starten på gymnasiet, både med nye krav, og nye mennesker, var ikke nem, men følelsen af, at der var plads til alle på HTX, gjorde starten nemmere. Ja, denne følelse gjorde hele gymnasietiden nemmere.
Aldrig har jeg mødt så mange forskellige individer samlet på én uddannelse, og aldrig har jeg været mere tryg ved at være mig selv. For lad os være ærlige, HTX er for os, der er lidt nørdede. Men til gengæld ved vi det godt, og vi er stolte af det. Ifølge Den Danske Ordbog er definitionen på en nørd: ” person, som regel ung mand, der er yderst optaget af tekniske og naturvidenskabelige interesser, men ellers er klodset og upraktisk”, hvilket jeg til dels synes, er en helt forkert opfattelse.
Der er selvfølgelig en vis form for sandhed, men at være en nørd betyder også at være passioneret og være ligeglad med hvad andre synes om ens egen passion. Vi HTX’ere graver dybt efter ny viden, og en ting, jeg har elsket disse tre år, er netop denne tørst efter ny viden, og begejstringen ved at dele den med andre. Dette er en ting, jeg kommer til at savne ufatteligt meget.
Os HTX’ere er ikke blot skabninger som lever på deres indelukkede værelser, hvor den eneste lyskilde er en computerskærm. Eller, måske, men også kun når afleveringerne har presset på aftenen før afleveringsfrist.
Vi skal være stolte af at være passionerede, engagerede og tørstige efter ny viden. Vi er ikke mange, men det giver os mulighed for at lære alle at kende, og rumme alle menneskets tusinde forskelligheder.
Når studentertiden er slut, den sidste øl er drukket, og den sidste sang er sunget, er der nogen, som ved, hvad de skal, fedt for jer. Og så er der dem, som ikke ved det endnu.
Nogen starter måske på studie til september, nogle skal måske i militæret, og nogen skal have et sabbatår eller 5.
Der er masser af muligheder, og med en så farverig uddannelse som HTX, er der muligheder nok.
Jeg ved, at alle herinde har en strålende lys fremtid, lige meget hvad den bringer. For ligesom vi kun kunne gisne om, hvad gymnasietidens 3 år ville komme til at indebære, er fremtiden endnu mere uforudsigelig og ingen kan forudsige hvad der kommer til at ske de næste år. Men dette betyder også at alting kan ske, nærmest intet er umuligt.
Hver vores individuelle fremtid kommer til at være så forskellig, som vores fortid var, da vi mødte hinanden første gang. Nogle kommer vi til at holde kontakten med, og andre ser vi aldrig igen. Men, vi har haft disse 3 år sammen, hvor vi har delt op- og nedture, og hvor vi har delt 3 år af hinandens liv.
For dette vil jeg sige tak. Tak fordi I har kæmpet med mig, med hinanden og med jer selv for at nå til målstregen.
Der er ingen tvivl om at Learnmark på Stadionsvej 2 ikke ville være det samme uden dets fantastiske personale.
Tak til de engagerede lærere, som år efter år holder ud og bliver ved med at dele ud af deres uudtømmelige viden, og vi ved jo alle sammen godt, at det kræver en vis udholdenhed at blive ved med at prøve at motivere ugidelige teenagere. For dette skal I have en særligt stor tak.
Derudover skal der også lyde en tak til alle jer i ledelsen, på kontoret, i receptionen, i kantinen og pedellerne, som får hjulene til at køre rundt. Sidst men bestemt ikke mindst en kæmpe stor tak til IT-fyrene. Uden jer ville ingen af os stå her i dag, for med alle de computerproblemer, som har gjort gymnasielivet en smule frustrerende til tider, er I de sande troldmænd, som kan trylle med teknologien, når den driller.
Til slut vil jeg bare sige: Det er dælme godt gået, tillykke med huerne, pas på jer selv og nyd festen.
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info