Rektor Sune Aggers tale til HHX- og HTX-studenterne

Da jeg var 17 år, tog jeg til USA som udvekslingsstudent, og her mødte jeg kontrasten mellem det danske mådehold og USA, og det vil jeg fortælle jer lidt om. Mange af jer ved, at jeg er ret vild med USA og er mere end almindeligt optaget af amerikansk kultur, fordi flere af os simpelthen har været i USA sammen for 1½ år siden, på studietur til Seattle, Tacoma og Green River.

Noget af det som slog mig positivt ved USA, da jeg som 17-årig stod der, var i høj grad det modsatte af det danske mådehold.

Deres vilje til at prøve noget nyt, at starte noget op, at stille sig frem i forreste geled, og fx lave en lille dans i al offentlighed til et sportsarrangement eller stille sig op på en talerstol med klar og myndig røst. Her var der ikke noget af det danske med at ”ja, nu er jeg jo ikke den store taler”. Og når nogen stak næsen frem i USA, blev det godt modtaget.

Det gælder selvfølgelig langt fra alle amerikanere. Men der var alligevel mange, som ville noget og som turde noget!

Jeg oplevede også deres dedikation: Jeg spillede basketball herhjemme, og jeg var på ynglinge­holdet, og vi trænede 3 gange om ugen, og syntes det var super meget. I USA trænede vi to gange - om dagen. Hver eneste dag. Vi mødte ind om morgenen til skudtræning og fysisk træning. Om eftermiddagen var der taktisk træning, øvelser og kamptræning.

Jeg kom hjem fra staterne, og blev student. Mine gymnasiekammerater vidste selvfølgelig, at jeg havde været i USA og spille noget basketball. Og blev igen mødt af det danske mådehold: I min studenterhue skrev en af mine klassekammerater: ”Husk, Sune, white men can’t dunk!”. Så var jeg ligesom tilbage i det danske mådehold, selv om jeg er sikker på, at det var kærligt ment: Husk nu: Du kan faktisk ikke spille bold! Og jeg kunne faktisk dunke, selv om jeg aldrig blev nogen rigtig god basketspiller.

Der er mange igennem tiden, som har ment, at mådehold er en del af den danske folkesjæl, og ment, at det var noget positivt ved Danmark.

Grundtvig sagde, at vi er landet, hvor ”få har for meget og færre for lidt”. Vi skejer altså ikke ud, mente Grundtvig i sin hyldest til Danmark fra 1820 – noget han også udtrykte, når han skrev

”ved jorden at blive, det tjener os bedst”. Mange af Grundtvigs samtidige var enige. Danmarks folk havde det bedst ”på det jævne, på det jævne”, som Hans Vilhelm Kaalund skrev i 1858. 

I 1848 – 10 år før – fejede revolutionerne igennem Europa. Der var revolutioner i Berlin og i Wien. Der var – igen – revolution i Paris.

I Danmark gik forsamlinger også mod kongen, den nyudnævnte Frederik d. 7. Men vi fik ikke revolution. Kongen bøjede af, og havde i virkeligheden nok hverken lyst eller evner til at være enevældig diktator. Og de revolutionære besindede sig og holdte igen. De udviste lige præcis mådehold og gik hjem og sov på det. Kongen og folket fandt hinanden, og vi fik den første grundlov 5. juni 1849 – og har lige fejret dens 175. jubilæum. Hvor hovederne rullede i resten af Europa, fik vi den fredelige magtoverdragelse i Danmark. Mådeholdet havde vist sig i en afgørende situation i vores lands historie – og på en positiv måde.

Er mådeholdet i vores kultur så altid godt? Der er i hvert fald flere, som har kritiseret, at vi holder måde i Danmark. Aksel Sandemose, som skrev Janteloven i ”En flygtning krydser sit spor” fra 1933, er en af de fremmeste.

For Sandemose er mådeholdet i Janteloven kammet over i det kvælende. Ingen må stikke ud. Ingen må være noget ekstraordinært. Alle er lige, men ikke frie, og vi vogter på hinanden. I Janteloven lyder det blandt andet:

• Du skal ikke tro at du er noget.
• Du skal ikke tro du er klogere end os.
• Du skal ikke tro du ved mere end os.
• Du skal ikke tro du er mere end os.
• Du skal ikke tro at du duer til noget.

I Janteloven er mådeholdet blevet et lighedsdiktatur, der gør, at vi ikke har frihed, for ingen må være noget særligt. Vi kan ikke realisere os selv. Vi skal bare alle sammen være på det jævne, på det jævne. Husk nu, Sune, ”White men can’t dunk”, som der står den dag i dag i min studenterhue – også selv om det var kærligt ment.

Spørgsmålet er nu, hvordan det ser ud i dag. Er der brug for det danske mådehold, eller skal I kaste tøjlerne og turde skeje ud?

Måske meget dansk kommer jeg til at sige til jer: Der er brug for, at I gør begge dele!

Der er brug for mådehold i dag, fordi vi i verden lige nu – måske ikke ser revolutioner – men stigende splittelse og polarisering. Det kan vi se i mange lande i Europa. Ser vi til USA, så er offentligheden splittet i to grupper, som i stigende grad ikke kan føre en samtale sammen. Det er ødelæggende for et demokrati, hvis man ikke engang kan være enige om, hvad der er sandt og falsk, rigtigt og forkert, hvad der er reelle nyheder, og hvad der er fake news.

Vi er i en verden i dag, hvor man mange steder grupperer sig ideologisk, politisk, værdimæssigt – og så taler man kun med dem, man er enige med. Vi taler sammen i de såkaldte ekkokamre: Hvor man bestyrker hinanden i de samme holdninger, og kører hinanden længere og længere ud af et spor.

Vi er i en verden i dag, hvor man bliver fodret med den slags videoer, man godt kan lide på Tiktok. Man får den samme slags videoer i en uendelig strøm. Men man ser aldrig historien fra den anden side.

Og hvis man på de sociale medier alligevel ender med at tale med nogen, som man er uenig med, så gør man det på en meget hård og uforsonlig måde.

Nogle gange gælder det i dag, at opmærksomhed trumfer ordentlighed. Igen i USA kan vi se en tidligere amerikansk præsident blive dømt i retssager, men hvor det kun styrker hans position på sociale medier og blandt hans tilhængere. Opmærksomhedssystemet er stærkere end det juridiske system.

De sociale medier har gjort, at alle har en stemme, og det er vitterligt godt, at alle kan udtrykke sig i et demokrati.

Men de sociale medier er desværre også indrettet sådan, at vi klikker på det, som falder os i øjnene, og det er desværre som regel det ekstreme synspunkt, der giver opmærksomhed. Det, der er hurtigt forklaret og skarpt skåret. Det giver kliks.