18. august 2023
Statsministeren talte med elever om erhvervsuddannelserne
Socialdemokratiets ministre, folketingspolitikere, hovedbestyrelse og europaparlamentarikere var tirsdag den 15. august 2023 på besøg på Learnmark Tech.
Her talte de med elever, lærere og ledelse om erhvervsuddannelsernes indhold og udviklingspotentialer.
Tak til vores elever, som fortalte om deres uddannelsesvalg, viste deres arbejde frem og gav gode råd til ministrene om, hvordan vi kan få flere til at vælge en erhvervsuddannelse.
Det var en stor oplevelse at komme rundt på skolen og møde de veloplagte elever, der engageret og stolt fortalte om deres uddannelser. Gæsterne spurgte godt ind, og fik en god fornemmelse af, hvordan dagligdagen ser ud på erhvervsuddannelserne.
Besøget blev kombineret med regeringens udmelding om, at økonomien i erhvervsuddannelserne skal styrkes betragteligt, så udstyr og lærerkvalifikationer kan opdateres yderligt. En forbedret økonomi er tiltrængt, og det er den politiske interesse for erhvervsuddannelserne i særdeleshed også.
Niels Yde, direktør
Det er fedt, at politikerne kommer på skolerne for at tale med elever og lærere. Så får de et mere retvisende billede af, hvordan det er. Hvis de vil ændre noget, kan de ikke kun basere deres beslutninger på tal.
Jeg talte med Mette Frederiksen om, at vi, der starter på en uddannelse, når vi er i 20’erne, har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, og at det kan være årsagen til, at mange voksne ikke vælger at gå i gang med en uddannelse.
Marcus, GF2-tømrer
Det var vildt og megaspændende at tale med Mette Frederiksen. Jeg fortalte hende blandt andet, at jeg har valgt en EUX-uddannelse, fordi jeg kan kombinere gymnasiefag med en praktisk uddannelse. Jeg var ret spændt, inden jeg skulle møde hende, men det var meget naturligt.
Camilla, GF1 EUX
Jeg fulgtes med Mette Frederiksen på rundvisningen. Vi talte meget om, hvordan vi får flere til at vælge en erhvervsuddannelse. Jeg tror, der skal være mere opmærksomhed på erhvervsuddannelserne i folkeskolen, hvis vi skal have flere håndværkere. Jeg valgte selv at blive smed, fordi der er så mange muligheder og hele tiden noget nyt at lære.
Tobias, smedelærling
Et af mine råd til statsministeren var, at man skal have mere praktik og flere praktiske fag i folkeskolen, så man bedre kan opleve fagene. Jeg anbefalede hende også at sænke alderen for voksenlærlinge, hvis man vil have flere voksne til at gå i gang med en erhvervsuddannelse.
Jacob, murerlærling
Det var meget spændende at følges med Mette Frederiksen, Nicolai Wammen og Mattias Tesfaye på rundvisningen – det er jo ikke lige noget, der sker hver dag. Statsministeren og jeg talte om kvinder i fx murerfaget, og jeg synes, det var vildt fedt at vise mit fag frem. Murerfaget er bestemt også noget for piger, fordi der er så mange hjælpemidler, og jeg synes, at mange flere skulle vælge en erhvervsuddannelse.
Emilie, murerlærling
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info