18. september 2023
Tagdækkerlærerne på Learnmark Tech er blandt landets bedste
Byggeriets Faglærerpris uddeles den 9. november 2023, og Learnmark Techs tre faglærere på tagdækkeruddannelsen er med i finalen om at blive Danmarks bedste undervisere inden for bygge- og anlægsfagene.
De tre undervisere på tagdækkeruddannelsen på Learnmark Tech smiler ekstra meget dette efterår. De er nemlig i finalen til Byggeriets Faglærerpris 2023 sammen med to nominerede faglærere fra henholdsvis NEXT Uddannelse København og EUC Nordvest.
Tagdækkerteamet består af Ib Kloster, Jørn Dormann Frandsen og Søren Scharff, som har undervist på uddannelsen i henholdsvis 17 år, 7 år og 2 år. De er et stærkt team, der rummer hinandens forskelligheder, og de er gode til at udnytte hinandens kompetencer i den daglige undervisning.
Uanset om vi vinder eller ej, er vi meget stolte over den anerkendelse, vi har fået af både kolleger, ledere, elever, virksomheder og leverandører. Det betyder rigtig meget, at dem omkring os oplever, at vi gør en forskel for vores elever både fagligt og menneskeligt. Vi brænder ikke kun tagpap på, vi brænder også for at udvikle vores elevers kompetencer og færdigheder.
Ib Kloster, tagdækkerfaglærer
Uddanner vindere
Tagdækkerelever fra Learnmark Tech deltager altid i DM i Skills, og siden 2016 har tagdækkerlærlinge fra skolen vundet den prestigefyldte konkurrence 7 gange. En af dem er Chris Grønbæk Schou, som vandt DM i Skills i 2023, og han har masser af ros til lærerne.
Selvom jeg havde erfaring fra tagdækkerfaget, før jeg startede på skolen, lærte jeg noget fra første skoledag. Vi startede med listedækning, som er en svær opgave for den uøvede. Her blev vi alle udfordret, men det gjorde ikke noget, for lærerne var gode til at hjælpe os. Jeg har lært noget nyt, hver gang jeg har været på skole, og som jeg bruger i min hverdag som tagdækker. Lærerne er gode til at dele deres viden og lære os forskellige teknikker.
Chris Grønbæk Schou, Danmarks bedste tagdækkerlærling 2023
Dyrker det nørdede
Trekløveret i tagdækkerhallen får også ros af både tagdækkermestre og leverandører for både deres faglighed og omsorg for tagdækkerlærlingene.
Lærerne er elevernes ambassadører. Hvis tagdækkereleverne viser, at de vil noget inden for faget, så er lærerne der 100% for dem. De kæmper for, at eleverne lykkes, bakker dem op og gør gerne en ekstra indsats for dem. De har fokus på bolden, og sammen med eleverne dyrker de det nørdede, det faglige.
Kuno Nygaard Glad, tagdækkermester og direktør i KN Tagdækning
Højt humør og boblende kreativitet
I indstillingen til faglærerprisen skriver Casper B. Kristensen, uddannelsesansvarlig for Tagdækker Trainee hos Phønix Tag Materialer A/S, blandt andet:
Teamet har qua deres livs- og arbejdserfaringer en godt pakket rygsæk. Humøret og kreativiteten bobler konstant, og de er altid på vej. Uanset kreativitet og sociale aspekter, så er det vores klare overbevisning, at det altid er fagligheden, der er i fokus. I et stærkt samarbejde supplerer de tre undervisere hinanden, uanset om det er teoretisk eller praktisk arbejde, der skal udføres.
Casper B. Kristensen, uddannelsesansvarlig for Tagdækker Trainee hos Phønix Tag Materialer A/S
Om Byggeriets Faglærerpris
Vinderen af Byggeriets Faglærerpris offentliggøres den 9. november 2023 til Building Awards i København.
Prisen uddeles af Uddannelsesforbundet og Boligfonden Kuben for at hædre inspirerende byggefaglærere.
Chano Høst Kjærhus, der er tømrerfaglærer på Learnmark Tech, modtog Byggeriets Faglærerpris i 2020.