12. juni 2024
TILLYKKE til årets 3 første EUX-studenter Casper, Anton og Kasper
Onsdag den 12. juni var Casper, Anton og Kasper årets første til at afslutte deres studiekompetencegivende del af EUX-uddannelsen, som foregår på Learnmark Gymnasium HTX.
Deres sidste eksamen var en tværfaglig eksamen i et selvvalgt erhvervsområdeprojekt. Her i juni afslutter i alt 26 EUX-elever fra Learnmark Tech deres gymnasiefag:
- 1 struktør
- 2 industriteknikere
- 2 smede
- 4 murere
- 17 tømrere
Casper Bøgedal Carlsen er ved at uddanne sig til EUX Murer. Han er i lære hos GBS Mureren og er udlært marts 2025.
Til den tværfaglige gymnasiefagseksamen præsenterede han sit projekt om isolering.
"Det bedste ved EUX er fællesskabet i vores klasse – og det er godt at gå i klasse med nogle, der uddanner sig inden for andre fag. Jeg valgte EUX, fordi jeg gerne vil have mulighed for direkte at kunne læse videre, hvis jeg en dag får lyst til det."
Anton Horslund Laursen er ved at uddanne sig til EUX Tømrer. Han er i lære hos Udlejning & Ejendomsservice John A. Laursen og er udlært marts 2025.
Til sin sidste gymnasieeksamen var han til eksamen i sit selvvalgte emne om danske tagkonstruktioner sammenlignet med amerikanske tagkonstruktioner.
"Jeg valgte EUX, fordi det bliver lettere for mig at læse videre til fx konstruktør eller ingeniør, hvis jeg har taget fagene i stedet for at skulle tage dem, når jeg har arbejdet som svend i nogle år. Det bedste ved EUX er, at vi har undervisning på gymnasiet og i værkstederne på Tech – så når man ikke at blive træt af noget af det. Og så har vi et rigtig godt fællesskab i klassen, hvor vi også har været ret seriøse. Det kan jeg godt lide!"
Kasper Guldborg Rasmussen er ved at uddanne sig til EUX Klejnsmed. Han er i lære hos Brimas og er udlært den 28. juni 2024.
Til sin afsluttende gymnasieeksamen havde han arbejdet med et projekt om brug af cortenstål frem for sort stål i stålkonstruktioner.
Han er nu i gang med sin svendeprøve, og når han er udlært starter han i job hos David Super-Light A/S.
"Det bedste ved EUX er, at vi kombinerer undervisning på gymnasiet med arbejde i værkstederne, og på den måde når man ikke at blive skoletræt. Jeg valgte EUX, fordi jeg gerne ville have muligheden for kunne læse videre til fx maskinmester eller ingeniør, hvis jeg skulle få lyst til det."