26. februar 2024
Unge og alkohol:
De unge i dag er mere fornuftige, end min generation var
Skrevet af Sune Agger, rektor, Learnmark Gymnasium HHX & HTX
Klumme bragt i Horsens Folkeblad den 24. februar 2024
Da jeg i midten af 90’erne begyndte på gymnasiet, tog vi på introtur. Ølkasserne var stakkede oven på hinanden til formålet, og alle tænkelige øl-lege blev afprøvet.
Da vi i 2.g tog til Rom på studierejse, var der fest hver dag. Jeg kan huske, vi sagde til hinanden, at vi havde set paven fuld på Peterspladsen. Altså underforstået, det var os, som var fulde.
Sådan er det ikke i dag. Heldigvis.
Når eleverne begynder på Learnmark Gymnasium HHX & HTX, skal de også på introtur. Men det er en alkoholfri tur med friluftsøvelser og teamsamarbejde.
Alle studierejserne er alkoholfrie. Elever, der alligevel vil drikke, risikerer at blive sendt hjem for egen regning. Vi vil nemlig have gode trygge studieture.
Ifølge Sundhedsstyrelsen drikker de unge generelt markant mindre, når man sammenligner med min gymnasietid.
I de 10 år, jeg har været rektor, har jeg oplevet et fald i sager med grænseoverskridende opførsel og alkohol.
Da jeg begyndte som rektor i 2014, havde jeg armlægninger med festudvalget. Kulturen var, at kun de, som opførte sig mest skørt i fuldskab kunne blive optaget i udvalget.
Sådan er det ikke i dag. Det er slet ikke en overvejelse, at druk skal give adgang til festudvalget.
Der er i dag en diskussion i offentligheden om alkohol skal forbydes for unge under 18 år.
Når jeg taler med eleverne, siger de, at det er dobbeltmoral, når forældregenerationen vil have, at de skal gøre, som vi siger, men ikke som vi selv gjorde.
Med ovenstående historier in mente kan jeg godt forstå dem.
Er der så slet ikke nogen problemer i dag med unge og alkohol?
Jo, det er der.
Danske unge drikker stadig for meget. Ifølge Sundhedsstyrelsen har danske unge det højeste forbrug af alkohol i Europa.
Især er der et alt for stort gensidigt pres – et drikkepres – hvor unge presser hinanden til at drikke. Ifølge Sundhedsstyrelsen har 59 % af de 15-25-årige været udsat for drikkepres af deres venner.
Som jeg oplever det, er det især i forbindelse med drikkespil. For at man som ung skal være med til festen, så skal man også deltage i alle mulige opfindsomme spil, hvor der drikkes. Meget. På kort tid.
Når jeg taler med mine elever, er de sådan set enige i, at det ikke er OK at drikkepresse andre. Men det er svært for dem at komme ud af kulturen med drikkepres.
Der har vi som skole en opgave i at tale med de unge om, hvordan festkulturen skal være.
Og alle vi, som er forældre, har også en opgave i at tale med vores unge mennesker om, hvordan vi går til fest. Her følger tre råd til dialogen:
- Vi presser ikke andre til at drikke: Vi respekterer andres grænser
- Vi kræver, at andre respekterer vores grænser: Det er altid OK ikke at drikke.
- Vi aftaler, hvilken festkultur vi vil have.
Forbud? Jeg tror mere på dialog og dannelse i det lange seje træk, så de unge forstår, hvorfor samfundet i stigende grad vender sig mod druk og drikkepres.
Og så tror jeg på, at unge mennesker stadig skal have lov til at eksperimentere og begå fejl i et trygt miljø. For de er faktisk mere fornuftige, end vi var.
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info