17. januar 2025
25 dimittender blev fejret til årets første dimission på Learnmark Business EUD & EUX
Omkring 100 gæster deltog i årets første dimission på Learnmark Business, hvor 8 EUX-studenter og 17 EUD-dimittender blev hyldet og fik overrakt deres eksamensbeviser og legater.
Der er begyndelser og slutninger i løbet af livet, og vi tillægger dem særlig betydning. Vi husker dem, og vi fejrer dem. Hvor den første dag og den sidste dag ser legende lette ud, så er det i hverdagene tingene sker.
Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens
Det var noget af det, direktør Niels Yde lagde vægt på i sin tale til de 25 Learnmark Business-elever, der dimitterede den 17. januar 2025.
Her fortalte han også om både den faglige og personlige udvikling, som eleverne har gennemgået, mens de har gået på Learnmark Business.
Undervisningen på Learnmark Business er præget af en dynamisk og praksisorienteret tilgang til læring. Her har I ikke blot lært teori, I har omsat den til praktiske færdigheder, som er direkte anvendelige i erhvervslivet. I har arbejdet med virkelige cases, løst komplekse problemstillinger og samarbejdet med både virksomheder og jeres kammerater.
Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens
Det er okay at være i tvivl og at ændre retning
Uddannelseschef Carsten Jakobsen holdt dimissionstalen. Her tog han udgangspunkt i sin egen karrierevej fra han startede i lære som kommis i den lokale brugs til han i dag er chef på de uddannelser, der giver adgang til lærepladser i blandt andet detailhandlen.
Det var her, under kyndig oplæring af dygtige og dedikerede ledere, jeg lærte de grundlæggende færdigheder inden for detailhandel.
Carsten Jakobsen, uddannelseschef på Learnmark Business EUD & EUX
Men jobbet som udlært butiksassistent kedede ham efter et års tid. Herefter havde han i 1½ år ufaglært arbejde, inden han vendte tilbage til detailhandlen, der bragte ham videre til en uddannelse som finansøkonom og trainee som totalrådgiver i et pengeinstitut.
Det job kedede ham, og en dag så han en stillingsannonce fra daværende Horsens Handelsskole, der søgte en underviser til fagene virksomhedsøkonomi og afsætning. De ønskede også en person, der kunne lide at arbejde med unge, og da han altid havde gjort det i detailhandlen, var det det perfekte job for ham.
Sådan startede jeg helt tilfældigt inden for skoleverdenen. Min lidt brogede rejse til der, hvor jeg er i dag, har lært mig, at det er okay at være i tvivl og at ændre retning. Det vigtigste er at finde noget, man brænder for og at være åben for nye muligheder.
Carsten Jakobsen, uddannelseschef på Learnmark Business EUD & EUX
Legatmodtagere og musikalsk underholdning
Til dimissionen fik tre dimittender overrakt legater for at have gjort en ekstraordinær indsats i løbet af deres skoletid.
- Anna Kjerkegaard, Learnmark Business-legat på 500 kr.
- Nina Maj Andersen, Learnmark Business-legat på 500 kr.
- Heidi Kyhn Nielsen, Learnmark Business-legat på 1.000 kr.
Traditionen tro underholdt duoen Isabella og Adam med smukke sange, der passede til den højtidelige eftermiddag.