20. december 2024

Lokale EUX-elever vinder 20.000 kr.  i konkurrence om digital handel

Tre EUX-elever fra Learnmark Business fik onsdag den 18. december 2024 overrakt en check på 20.000 kr. for et gennemarbejdet forslag til, hvordan webshoppen Nøddebazaren kan vækste online.

Josva Friis Schmidt, Marcus Ahrens Kattrup og Frederik Korsgaard har i efteråret kvalificeret sig til den eftertragtede finale i EUXBizCup med et forslag til, hvordan Nøddebazaren kan forbedre deres nyhedsbreve, som på sigt skal genere øget salg.

I den indledende konkurrence har 800 elever fra 15 skoler deltaget, og fem grupper gik videre til finalen. Her kom de lokale elever fra Learnmark Business EUD & EUX på en flot 2. plads.

(X Large) EUXCUP 08
Vi gjorde det, så godt vi kunne. Vi lavede en perfekt fremlæggelse, vi var gode i spørgerunden og havde overskud, da vi var på scenen. Det var bare lidt ærgerligt, at vi ikke vandt det hele.

Josva Friis Schmidt, EUX-elev og finalist

Ambition om at blive blandt de bedste

Gruppen har arbejdet målrettet med både udvikling af deres idé og finale-præsentation, og de fik stor ros af dommerne, som blandt andet kom fra Dansk Erhverv, Videncenter for Digital Handel og HKPrivat.

Finale Euxbizcup December2024 (6)
I feedbacken fik vi blandt andet at vide, at vi havde lavet et meget gennemført og detaljeret løsningsforslag. Det var fedt at få at vide, og det viser os, at hårdt arbejde betaler sig. Vi havde en ambition om at blive blandt de bedste – og det blev vi.

Marcus Ahrens Kattrup, EUX-elev og finalist

Testet i viden uden for pensum

Hvis man vil være blandt de bedste, kræver det et særligt højt niveau, og at man kan anvende teorien. Det viste de tre lokale konkurrencedeltagere, da de fremlagde et konkret forslag til, hvordan Nøddebazaren kan bruge en serie velkomstmails til nye abonnenter til at øge salget af nødder og tørrede frugter.

EUXCUP 07
Vi har fået en fed oplevelse, er blevet testet i noget, der er ud over pensum, og vi har omsat teorien til praksis. Det er alt sammen noget, vi kan tage med os, når vi skal videre i job eller læse videre.

Frederik Korsgaard, EUX-elev og finalist