19. november 2024
Rejsebrev fra legatmodtager Frederik i Singapore
Frederik Lie Knudsen, som blev student fra Learnmark Gymnasium HHX i 2021, modtog i foråret 2024 Grethe og Henning Skov Jensens rejselegat på 35.000 kr.
Det var et godt bidrag til hans studieophold på National University of Singapore i Singapore, hvor han i efteråret 2024 har fag inden for blandt andet Economics og Management.
Efter sit semester i Singapore fortsætter han sit HA-studie på Aarhus Universitet.
Skrevet af Frederik Lie Knudsen, legatmodtager og HHX-student
Hvilket fantastisk land! Hvilken en fantastisk tid!
Suset gennem maven var stort, og varmen ramte mig hårdt, da jeg gik ud af ankomstterminalen i Singapore Lufthavn. Endelig startede det semester, som jeg, siden jeg startede på min bachelor, havde set frem til og drømt om. Alle de tanker og forventninger skulle nu føres ud i livet, og det var op til mig selv at gøre denne tid spændende og mindeværdig.
Frederik foran universitetet
Bor på campus
Jeg har fornøjelsen af at have min daglige gang på Asiens bedste universitet, National University of Singapore. Kontrasten til mit liv i Danmark er stor. Jeg har været heldig at få tilbudt kollegieværelse på campus, hvilket betyder, at en stor del af min dagligdag foregår her. Fra mit værelse på 7. sal i blok 4 har jeg udsigt ud over resten af kollegierne samt Singapores gigantiske containerterminal i horisonten. Hele landet Singapore har kun et areal, som er en fjerdedel af Fyn, og det er tydeligt, at landet overlever på deres globale udsyn, strategiske beliggenhed og fordelagtige love, som gør dem til et finansielt centrum i Sydøstasien. Det har også en stor indflydelse på fokus og perspektiverne i undervisningen.
Udsigten fra Frederiks kollegieværelse på universitetet
Anderledes undervisning på universitetet
Jeg har alle mine fag på NUS Business School, og det er Financial Markets, Procurement Management, Operations Strategy, Service Operations Management og Descriptive Analytics with R. Undervisningsformen på universitetet er markant anderledes end på Aarhus Universitet. Vi har undervisning i mindre lokaler med kun 40-60 studerende, og forelæsningerne har meget dialog med de studerende, og der er jævnligt fremlæggelser fra de studerende. Professorerne stiller ofte spørgsmål ud i lokalet og forventer, at alle de studerende er klar til at diskutere et emne og få et større perspektiv på tingene. Singapores globale udsyn når ofte ind i undervisningslokalet, hvor vi i flere fag ser internationalt på tingene eller inddrager aktuelle internationale nyheder.
Singapores imponerende skyline
Nye internationale venskaber
På National University of Singapore går der mange internationale studerende. Vi er en stor gruppe, både fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet, som bor her på kollegierne. Vi lever her som et stort fællesskab, hvor man hele tiden løber ind i hinanden og er sammen med hinanden. Universitetet har mange food courts, hvor vi mødes i hverdagen og er sammen med hinanden. Det har ført til mange nye venskaber med folk fra Danmark og resten af verden.
Indblik i Sydøstasiens kultur og tankegang
Undervisningen på National University of Singapore har givet mig mere teoretisk viden inden for det finansielle marked og beslutningsprocesser i indkøb og operationen af virksomheder, hvilket jeg finder utrolig interessant. Jeg har derudover fået bedre modelleringsevner til bearbejdelse og præsentation af deskriptiv statistik, som er meget gavnfuldt. Vigtigst af alt, så har jeg fået et indblik i Singapore og Sydøstasiens kultur og tankegang. Det er interessant at se de lokales syn på den globale udvikling, hvilken retning de ser den tage, samt hvad de har fokus på. Singapore er, og vil være, blandt de største og bedste i hele verden, og de lykkes med det. Det er et stolt folk, som er stolte af deres land. Det har jeg blandt andet oplevet, da jeg var så heldig at være i Singapore på deres nationaldag. Det var en særdeles stor oplevelse, da der blev brugt enorme ressourcer på at fejre deres selvstændighed, og hvad der gør Singapore unikt.
En af de mange Roofgardens som integreret i nye byggerier, her på 20. sal
En multikulturel by
Jeg er utrolig heldig og privilegeret over, at jeg har muligheden for at bo og opleve Singapore. At gå på opdagelse rundt i alle de multikulturelle bydele, som hver er domineret af forskellige kulturer fra andre lande i Sydøstasien, er helt unikt. Byen er kendetegnet ved en tropisk urbanisme, hvor næsten alle bygninger og højhuse har træer og planter, som i en vis udstrækning vokser på, i og omkring dem. Man kan mærke visionen om, at Singapore skal gøres til en by i skoven. Det er dog stadig primært en jungle af unikke arkitektoniske højhuse, som er overvældende og imponerende. Jeg bliver stadig målløs over at komme helt ind til centrum og se de mange vidundere, som er blevet bygget lige ved siden af hinanden.
Oplever mange kulturer
Udover at opleve den fantastiske by, som er Singapore, så har det været muligt at bruge Singapores centrale beliggenhed til at besøge nogle af de omkringliggende lande. Det har medført store naturoplevelser i de smukke byer og landskaber, men vigtigst er indblikket i de mange kulturer, som er markant anderledes end i Danmark. Det har været et stort ønske for mig at opleve, og det er en del af min udveksling, som jeg aldrig vil glemme.
Tak for legatet
Når jeg til jul vender hjem til Danmark, så bliver det med mange oplevelser, erfaringer og viden rigere. Det er en helt unik mulighed, jeg har fået, og jeg vil gerne sige en stor tak til Grethe og Henning Skov Jensen for legatet. Det har muliggjort oplevelser større, end jeg har turdet håbe på, og jeg vil for evigt være taknemmelig for den støtte!
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info