6. februar 2025
Rejsebrev fra legatmodtager Line i Milano
Line Lohmann Rasmussen, som blev student fra Learnmark Gymnasium HHX i 2019, modtog i foråret 2024 Grethe og Henning Skov Jensens rejselegat på 35.000 kr.
Det var et godt bidrag til hendes studieophold på Bocconi University i Milano, Italien, hvor hun i efteråret 2024 har taget en del af sin kandidatuddannelse på studiet Applied Economics and Finance.
Efter sit semester i Milano fortsætter hun med sit speciale kandidatuddannelsen.
Skrevet af Line Lohmann Rasmussen, legatmodtager og HHX-student
Jeg ankom til Milano i slutningen af august for at få tid til at udforske byen og finde mig til rette, inden semesteret startede i september. Italienerne har været utroligt gæstfrie og hjælpsomme, så jeg følte mig hurtigt hjemme og fandt en god rytme i min nye hverdag her.
Da jeg ankom, var Milano en spøgelsesby, da mange italienere holder ferie i august, men da september begyndte, vågnede byen op med masser af liv. De første uger var fyldt med sociale aktiviteter arrangeret af Erasmus-netværket på Bocconi (ESN Bocconi) for alle internationale studerende. September og oktober er fyldt med events og markeder, så vi brugte også en masse tid på egen hånd til at udforske, hvad Milano har at byde på.
Studiemiljø og undervisning på universitetet
Studiemiljøet på Bocconi minder på mange måder om Copenhagen Business School. De studerende er både ambitiøse og dedikerede i deres tilgang til studierne, samtidig med at de aktivt søger viden og erfaring fra erhvervslivet ved siden af. Derudover kan man tydeligt mærke, at Bocconi har et stærkt fokus på at bevare sin internationale anerkendelse, hvilket ses i de mange internationale studerende, der kommer fra hele verden for at studere her.
Bocconi har stærke forbindelser til finansielle institutioner og virksomheder, som aktivt inddrages i undervisningen. Forelæserne er utroligt dygtige og passionerede inden for deres fagområder og formår at kombinere akademisk viden med praktisk erfaring. Det giver undervisningen både en teoretisk og praktisk dimension, som gør stoffet mere relevant og anvendeligt. Samtidig har det været enormt givende, at de fag, jeg har valgt, supplerer hinanden godt, så jeg ofte kan trække på viden fra ét fag og anvende det i et andet.
I faget Credit Risk Management arbejder vi med at modellere og analysere kreditvurderingsmodeller ved hjælp af statistiske metoder. Vores underviser har tidligere siddet i advisory board hos ratingbureauet Standard & Poor’s, hvilket tilføjer praktisk indsigt til undervisningen.
Kreditvurdering er også en del af faget Structured and Project Finance, hvor vi lærer at analysere de praktiske aspekter af to vigtige transaktionstyper inden for struktureret finansiering: projektfinansiering og aktivbaseret sekuritisering.
I Psychology, Economic Analysis, and Behavioral Finance bliver vi undervist i, hvordan psykologiske faktorer som begrænset hukommelse, tabsaversion og selvkontrol påvirker økonomiske og finansielle beslutninger. Ved at integrere disse elementer i traditionelle modeller får vi en dybere forståelse af forbrugeradfærd, opsparingsmønstre og prisdannelse.
I Private Banking and Money Management for Institutional Investors lærer vi at håndtere forvaltningen af store private formuer og institutionelle midler i en branche, der er i konstant udvikling. Kurset giver indsigt i forskellige kundetyper, produkter og services samt i metoder til rapportering og måling af investeringsresultater. Vi har også gennemgået, hvordan store formuer kan fordeles på forskellige investeringsområder, og hvilke strategier finansielle institutioner anvender for at være konkurrencedygtige.
Social og kulturelt i Milano og rundt i Italien
Milano er en by i en overskuelig størrelse, men dens bydele byder på en fascinerende variation af arkitektur, æstetik og autenticitet. På én dag kan man opleve det pulserende Centro Storico med Duomo som centrum, det elegante Brera-kvarter, ofte kaldet "Milanos Soho," de livlige kanalområder i Navigli med barer og restauranter, hvor stemningen er høj og musikken spiller om aftenen, og den nyudviklede Porta Nuova – et moderne business-distrikt. Og dette er kun et udpluk af de mange spændende områder, byen har at byde på.
På trods af de meget forskellige byområder er en fællesnævner det store udvalg af osterias og små barer. Særligt morgenespressoen og eftermiddagsaperitivoen – det, vi i Jylland nok ville kalde en fyraftensøl – er en fast del af hverdagen for mange italienere. Om morgenen står italienerne – og os, der prøver at smelte ind – ved caféens disk med en espresso i hånden. Om eftermiddagen er de der igen, nu med en Aperol Spritz.
Vi lærte hurtigt den lille kulturelle regel: cappuccino drikkes kun før kl. 12 og koster 1,5 euro og at det milanesiske køkken ikke er kendt for sin pasta og pizza, men snarere sin Ossobuco og Safranrisotto.
Fra Milano har jeg haft gode muligheder til at opleve de omkringliggende områder og byer. Sammen med venner og besøg hjemmefra har jeg været ved Comosøen og Balcone d’Italia i Schweiz. Over en forlænget weekend tog vi også på tur til Napoli, Ischia, Sorrento og Rom. Det gjorde stort indtryk at opleve, hvor forskellige disse byer er fra hinanden med deres helt unikke bybilleder, kultur, historie og natur.
Tak
Endeligt skal der lyde en stor tak til Grethe og Henning Skov Jensens støtte til mit ophold, en oplevelse der ikke ville være mulig uden.
Mit ophold har været en oplevelse for livet, og jeg glæder mig til at nyde den sidste del af tiden hernede. For fremtidige studerende interesseret i finans og/eller ledelse, og som ønsker en rig oplevelse på netop det akademiske og kulturelle, kan jeg kun varmt anbefale udvekslingsophold på Bocconi i Milano.