Sikkerhedsrelaterede formål 

Videoovervågning

Vi foretager videoovervågning forskellige steder på vores lokaliteter. Vi skilter vores videoovervågning og gemmer den i 7 dage. Herefter sletter vi optagelserne. Videoovervågningen er et led i en forebyggende indsats mod tyveri.

Vi behandler hovedsageligt personoplysningerne i henhold til tv-overvågningslovens § 4 c, stk. 1, nr. 3 og persondataforordningens artikel 6 stk. 1 litra e (i kriminalitetsforebyggende øjemed) og f (skolens legitime interesse i at beskytte materiel).

Videregivelse til politiet kan ske, hvis der er mistanke om kriminelle forhold jf. persondataforordningens artikel 6 stk. 1 litra e eller f eller databeskyttelseslovens § 8.


Nøglebrik

På Learnmark Horsens anvender vi nøglebrikker, der giver adgang til lokaler og aflåste skabe på skolen. Nøglebrikkerne er en indsats til at forebygge uautoriseret adgang til lokaler og skabe – og samtidig en indsats for at forebygge tyveri og skade. Indsatsen er derfor et led i udførelse af opgaver i samfundets interesser jf. persondataforordningens artikel 6 stk. 1 litra e.

De oplysninger, vi registrerer er navn, stillingsbetegnelse, ansættelsessted, startdato og evt. slutdato for ansættelse.

Vi gemmer data fra loggen i 3 måneder. Herefter slettes data.


Logning – IT-aktiviteter

Som led i vores adgangsstyring og IT-sikkerhed logger vi oplysninger om dig. Det er de oplysninger, der følger dit brugerlogin, fx brugernavn og password.

Formålet er at kunne dokumentere ændringer, lovlighed og at sikre, at der ikke har været uautoriseret adgang. Ifm. sikkerhedsbrud gennemgås loggen med henblik på at vurdere sikkerhedsbruddets karakter og risici for de registrerede. Tilsvarende kan loggen fremvises i tilfælde af dokumentationskrav som offentlige institutioner er underlagt (fx journaliseringspligten). Vores logning sker altså jf. persondataforordningens artikel 6 stk. 1 litra e.

Vi kan udlevere data fra logs til relevante myndigheder, når det er relevant. Fx i forbindelse med efterforskning, på forespørgsler fra Datatilsynet eller ved anmodninger om indsigt. Vi vil så vidt muligt altid informere dig om videregivelsen.

Dataene til logning opbevares som udgangspunkt i et år, hvor de efterfølgende bliver slettet.

 

Backup

På Learnmark Horsens tager vi backup af et fællesdrev (som bruges af ansatte) og et personligt drev (som bruges af både ansatte og elever). Vi tager backup af vores data som et led i vores IT-beredskab. Det betyder for dig, at vi teknisk er i stand til at genskabe nogle af dine personoplysninger i op mod et år, efter de er slettet. Vi anvender kun muligheden, når det er nødvendigt.

Vi anvender udelukkende denne mulighed i overensstemmelse med vores interne retningslinjer herfor, som bl.a. omfatter, at vi kun må genskabe data i tilfælde af sikkerhedsmæssige årsager eller væsentlige hensyn til den registrerede. I så fald genskaber vi kun den data, som er nødvendig for at opfylde formålet.

Vi anser dette som en del af vores opgaver jf. persondataforordningens artikel 6 stk. 1 litra e, for at sikre vedvarende tilgængelighed og sikre oplysningerne ikke går tabt i tilfælde af en hændelse.