Cater
Med et speciale i smørrebrød og catering er du med til at sætte højt belagt smørrebrød på frokostbordet.
Cater hører under gastronomuddannelserne, hvor dit speciale er smørrebrød og catering.
Jobbet som cater
Som cater fremstiller og anretter du mange former for varme og kolde retter, hvor du også står for planlægning og indkøb.
Udover madlavning består en stor del af jobbet også af rengøring, afrydning og betjening af kunder.
Efter min studentereksamen var det planen, at jeg skulle have et sabbatår. Jeg fik job i en virksomhed, hvor jeg tilberedte mad. Det blev jeg så glad for, at jeg slet ikke kunne vente med at starte på min uddannelse, så efter kun et halvt sabbatår startede jeg på Learnmark Tech – det er den bedste beslutning, jeg har truffet.Emma, i lære som cater
Uddannelsen til cater
På uddannelsen lærer du om kundeservice, servering, hygiejne og rengøring. Du lærer at tilberede varme og kolde retter og forskellige slags pålæg. På uddannelsen får du undervisning i salg og kundeservice, hygiejne og ernæring.
Du kan tage grundforløb 1 og grundforløb 2 til gastronom med speciale i smørrebrød og catering på Learnmark Tech. Når du skal på skoleophold, mens du er i lære, skal du gå på en anden skole. Det aftaler du med den virksomhed, hvor du er ansat.
Bæredygtighed på uddannelsen
Bæredygtighed er en helt naturlig del af hverdagen. Du arbejder blandt andet med
- de enkelte fødevarers CO2-aftryk og lærer at sammensætte retter, der belaster miljøet mindst muligt
- energirigtige tilberedningsmetoder
- minimering af madspild, som både tilgodeser den økonomiske og den miljømæssige bæredygtighed.
Den sociale bæredygtighed fylder meget på uddannelsen, fordi hotel- og restaurantbranchen fremstiller fødevarer og dermed påvirker menneskers sundhed og trivsel direkte – herunder økologi kontra konventionelt fremstillede råvarer.
I lære som cater
Når du har bestået grundforløb 2, fortsætter du på hovedforløbet. Her er du i lære i en virksomhed og på skoleophold.
Det er vigtigt, at du selv er aktiv, når du søger læreplads. Du får også undervisning på skolen i at søge læreplads, og vi har et godt samarbejde med mange virksomheder, der søger lærlinge.
Kan du ikke finde en læreplads, har du mulighed for skoleoplæring.
Når du er udlært cater
Som udlært gastronom kan du arbejde i caféer, bistroer eller kantiner. Du kan også læse videre til serviceøkonom eller procesteknolog.
Infomøde
30. januar 2025 kl. 19.00 - 21.00.
Vejlevej 150, Horsens
Vi glæder os til at vise vores skole frem, og vores elever, lærere, vejledere og ledere er klar til svare på dine spørgsmål til infomødet.
Til vores infomøder er der et fast program. Vi anbefaler derfor, at du kommer fra starten.
Vi ses!