Ha' fokus på dit barns drømme om uddannelse
Margit Holmgaard er mor til Thomas på 16 år, der i øjeblikket går i 10. klasse på en efterskole. Siden starten af 8. Klasse har valg af ungdomsuddannelse været et emne i skolen, og dermed blev det også et samtaleemne i familien.
I begyndelsen syntes Margit Holmgaard, at det var meget tidligt at tale om uddannelsesvalg allerede i starten af 8. klasse. Flere brobygningsforløb, erhvervspraktikker og åbent hus-besøg senere, ved hun, at sønnen Thomas har et godt grundlag at vælge uddannelse ud fra.
”Det betyder ikke så meget, om det er den ene eller anden uddannelse, han vælger. Han skal bare ikke vælge uddannelse pr. automatik. Han skal kende mulighederne, så han kan vælge den uddannelse, der passer bedst til ham,” fortæller Margit Holmgaard.
Hold mulighederne åbne
For hende er det allervigtigste, at hendes børn har et godt liv, at de har et job, som de er glade for, som giver mening for dem, og som de kan udvikle sig i.
”Der er meget at finde ud af, når ens børn skal vælge uddannelse. Der er mange uddannelser at vælge imellem, og det kan være svært at finde ud af, hvad der er hvad. For mig er det vigtigt, at mine børn
holder alle muligheder åbne med den uddannelse, de vælger. Det er især vigtigt i Thomas´ tilfælde, fordi han ikke har en fornemmelse af, hvilket job han stiler efter,” siger hun.
Det betyder ikke så meget, om det er den ene eller anden uddannelse, han vælger. Han skal bare ikke vælge uddannelse pr. automatik. Han skal kende mulighederne, så han kan vælge den uddannelse, der passer bedst til ham.
Margit, mor til Thomas
Lyt og lad dit barn komme på banen
Thomas´ mor syntes, han var lidt for længe om at finde sin erhvervspraktik, men hun var samtidig fast besluttet på, at han også selv skulle komme på banen. Det var ham, der skulle synes, det var vigtigt.
”Vi kan som forældre godt tale os varme om vores egen uddannelse og vores vej til det job, vi har i dag. Jeg tror på, at vi først og fremmest skal lytte til vores børn og give dem plads til selv at komme på banen. Uddannelsesvalg skal ikke styres af de voksnes enetaler, men være en dialog mellem børn og forældre,” konstaterer Margit Holmgaard.
3 gode råd til forældre
-
Tal med dit barn om fremtidsdrømme, interesser og valg af uddannelse.
-
Lad dit barn komme på banen og giv plads til, at han/hun kan vise initiativ.
-
Bak op om dit barns uddannelsesønske.
Praktik og fritidsjob afklarer
En uges erhvervspraktik ved Flyvevåbnet i Karup kickstartede for alvor dialogen om Thomas´ uddannelsesvalg. Margit Holmgaard havde ikke forventet, at det var noget for hendes søn, og de fik efterfølgende en god snak om blandt andet jobindhold og fremtidsmuligheder. Senere har Thomas været i praktik i en børnehave, hvor det overraskede ham, at det kunne være så krævende at passe børn.
”Det har været meget givende for Thomas, at han har prøvet forskellige job. Han er gennem de to praktikforløb blevet mere afklaret om, hvad han vil og ikke vil. Hans fritidsjob i Føtex har også været med til at afklare ham. Han ved, hvordan det er at være på en arbejdsplads med forskellige jobfunktioner, og at der indimellem også er kedelige opgaver i jobbet,” siger moren.
Vælg efter interesse
Da der i skolen blev sat mere og mere fokus på uddannelsesvalg, begyndte Thomas også at interessere sig for, hvordan hans forældre havde valgt deres uddannelser.
”Det blev til gode snakke om at tage flere uddannelser, at holde sabbatår og vigtigheden af at have en uddannelse. Det har i dialogen betydet meget for mig, at Thomas ikke føler sig presset til at vælge en bestemt uddannelse. Han skal vide, at vi bakker ham op i, at han skal vælge efter interesse, og at vi ikke bliver skuffede, uanset hvad han vælger,” understreger Margit Holmgaard.
Læs artikel: 5 fejl unge typisk laver, når de vælger uddannelse
Glædelig jul og godt nytår
Skolen er juleferielukket til og med den 1. januar 2025.
Fra den 2. januar 2025 er de fleste af os tilbage ved telefon og mail.
--
Har du brug for hjælp i forbindelse med din ansøgning til grundforløb 2 på enten Learnmark Business eller Learnmark Tech,
er du meget velkommen til at kontakte os.
Træffer du os ikke, kontakter vi dig hurtigst muligt.
--
Husk, vi holder åbent hus og infomøder i januar og februar. Se datoer på learnmark.dk/info